Harmony Korine er en af de mere særegne indieinstruktører i dagens USA med udfordrende film som ’Gummo’ og ’Julien Donkey-Boy’ bag sig.
I 2012 fik han et bredere indiehit med ’Spring Breakers’, der satte James Franco som morsom gangster over for skydeglade bikinipiger i skikkelse af Disney-stjernerne Vanessa Hudgens og Selena Gomez.
Det har tilsyneladende givet Korine smag for at arbejde med store stjerner, for nu skriver The Hollywood Reporter, at hans næste film, med titlen ’The Trap’, har Benicio Del Toro og Jamie Foxx i hovedrollerne. ’The Trap’ beskrives som en hævnfortælling om to tidligere barndomsvenner, der nu er meget forskellige steder i tilværelsen. Samme aften, som den ene bliver hædret, løslades den anden fra fængslet fast besluttet på at blive kvit.
Hvem der skal spille hvem er endnu ikke blevet afsløret, men det lyder interessant for Del Toro og Foxx, der begge snart er aktuelle. Del Toro er med i Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’, der kommer tidligt næste år, mens Foxx gentager sin rolle i ’Horrible Bosses 2’ med dansk premiere første juledag.
Læs også: Manden bag ‘Spring Breakers’ skriver gangsterfilm til Robert Pattinson
Læs også: Endelig den første forsmag på P.T. Andersons ‘Inherent Vice’