Netflix aflyser Cosby-show efter voldtægtsanklager

Netflix aflyser Cosby-show efter voldtægtsanklager

Den folkekære komiker og skuespiller Bill Cosby skulle i anledning af sin 77-års fødselsdag have premiere på et nyt stand-up-show eksklusivt på Netflix.

Showet, der skulle kunne streames fra den 27. november, er nu flyttet på ubestemt tid i kølvandet på, at det i disse dage vælter frem med nye anklager om, at Cosby skulle have voldtaget og krænket adskillige kvinder. De nyeste beskyldninger kommer fra skuespillerinden Janice Dickinson, der fortæller, at hun blev krænket i 1982, hvor Cosby havde givet hende en pille, der gjorde, at hun gik ud som et lys. Senere vågnede hun op igen uden tøj på.

Cosby har tidligere været genstand for lignende beskyldninger, men er aldrig blevet dømt. Cosbys advokat har udtalt, at gamle beskyldninger ikke bliver sande, bare fordi de gentages, og kalder Dickinsons beskyldninger for en »skandaløs løgn«. Han refererer til, at Dickinsons beskrivelser af hændelsen i sin selvbiografi og i et interview fra 2002 ikke hænger sammen.

I det eksklusive stand-up-show skulle Cosby med latter og visdom fortælle private historier fra sin opvækst og om, hvad det vil sige at være far. Et koncept, Netflix altså ikke har fundet passende at lægge navn til lige nu.

Læs også: Fra komiker til tv-serie: Hvem klarede springer bedst?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af