Instruktion: Ken Scott. Medvirkende: Vince Vaughn, Dave Franco, Tom Wilkinson, Sienna Miller, James Marsden, Nick Frost. Premiere: Dansk premiere den 4. juni 2015.
Tre trailer-tanker:
1. Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at Vince Vaughn skal spille skurk i anden sæson af ’True Detective’, hvor han skal lægge ansigtet i mere alvorlige folder, end han har gjort i film som ’Wedding Crashers’ og ’Dodgeball’. Han har dog sørget for at få platkomikken ud af systemet med ’Unfinished Business’.
2. Filmen ligner et klassisk eksempel på det, der i USA hedder en R-rated comedy, altså en komedie, der provokerer det bornerte publikum i sprog og indhold. Faktisk minder filmen – at dømme ud fra traileren – om ungdomskomedien ’Euro Trip’, denne gang blot med det arbejdende folk i stedet for studerende. Vaughn og hans kolleger, i skikkelse af unge Dave Franco (’Bad Neighbours’) og ældre Tom Wilkinson, rejser nemlig til Europa for at få en vigtig handel i hus og her sker der selvfølgelig ting og sager uden for trekløverets kontrol.
3. Blandt de øvrige medvirkende finder vi også Sienna Miller som en kynisk beregnende chef, der gør livet svært for Vaughn og co., mens James Marsden tilsyneladende er guldkalven, de begge jagter. ’Unfinished Business’ føjer efter alt at dømme ikke noget nyt til komediegenren, men i traileren er det faktisk ganske morsomt at se Wilkinson ryge hash, starte gadeoptøjer og kaste en dartpil i brystet på Franco.
Læs også: Fem roller, der viser, at Vince Vaughn er klar til ’True Detective’
Læs også: ’The Interview’ viser Kim Jong-un som en flinker-fyr i ny trailer