Trailer: Ben Stiller og Naomi Watts i midtvejskrise i ’While We’re Young’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktør: Noah Baumbach. Skuespillere: Ben Stiller, Naomi Watts, Adam Driver, Amanda Seyfried, Maria Dizzia, Charles Grodin, Brady Corbet. Premiere: Amerikansk premiere 27. marts, dansk premiere uvis.

Tre trailer-tanker:

1. Fra 30’ernes krise over voksenlivets uundgåelighed i ’Frances Ha’ til 40’ernes krise over den tabte ungdom i ’While We’re Young’. Noah Baumbach har igennem hele sin karriere vist sig som en instruktør med skarp sans for at skildre sindstilstanden af de forskellige aldre, vi går igennem. Hans nyeste film ser ikke ud til at være nogen undtagelse, da Ben Stiller i traileren siger: »For første gang i mit liv er jeg stoppet med at føle mig som et barn, der imiterer en voksen«.

2. ’While We’re Young’ handler om et ægtepar, spillet af Ben Stiller og Naomi Watts, der kollektivt træder ind i en midtvejskrise, da vennerne omkring dem begynder at få børn, hvilket parret hverken kan eller har oprigtigt lyst til. Med en manglende retning i livet støder de ind i et ungt kærestepar, spillet af Adam Driver og Amanda Seyfried, der minder dem om ungdommens store ambitioner. Og så er der ellers dømt Ben Stiller på rulleskøjter og Naomi Watts til hiphop-danseundervisning.

3. »Det er, som om deres lejlighed er fyldt med alle de ting, vi smed ud«, siger Watts, mens vi ser generationsforskellen komme til udtryk i de små ting som vinyl kontra digital, Netflix kontra VHS. Aldrende mennesker, der stædigt holder fast i ungdommens vildskab, er ikke et nyt tema. Men Noah Baumbach har i den grad fundet sin egen, originale stemme et sted mellem Woody Allen og Wes Anderson, og han har med film som ’The Squid and the Whale’ vist, at han formår at skabe karakterer uden filter og med masser af dybde.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af