Trailer: Få et glimt af ‘Arvingerne’ sæson 2

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Medvirkende: Marie Bach Hansen, Carsten Bjørnlund, Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard Jesper Christensen, Lene Maria Christensen, Kenneth M. Christiansen, Trond Espen Seim. Premiere: 1. januar 2015

Tre trailer-tanker:

1. Alt er ikke just fryd og gammen i den lille familien Grønnegaard, når ‘Arvingerne’ vender tilbage på årets store tømmermændsdag, 1. januar. Faktisk står skænderierne i kø i den første trailer til anden sæson, og fronterne bliver tilsyneladende trukket op både mellem Trine Dyrholms karrierekvinde Gro og Marie Bach Hansens nyfundne hampdyrker Signe og mellem Carsten Bjørnlunds knudemand Frederik og Mikkel Boe Følsgaards uansvarlige drengerøv Emil. Der bliver skreget igennem, så man næsten bliver lidt ør i hovedet – og man må håbe, at serien igen finder de pusterum af humor og poesi, som løftede første sæson til noget af det bedste tv-drama, DR har skabt.

2. Hovedforfatter Maya Ilsøe formåede nemlig i første sæson at skabe levende og nærværende mennesker ud af ikke bare de fire søskende, der splittes og forenes af deres mors pludselig død, men også figurerne omkring dem, som Jesper Christensens herlige hippie-kunstner. Måske serien endte med at jage sine plottwists lige vel rigeligt, men det var stadig velspillet og troværdigt drama på højeste niveau, en slags Bergman møder Balling.

3. Traileren afslører, at der dukker et par nye ansigter op i den nye omgang: Blandt andre Jens Andersen, som stadig mest er kendt som Polle fra Snave, men også har vist creepy dramatisk potentiale i en kortfilm som ‘Oasen’, og Bo Carlsson, som man i år kunne se i Jonas Elmers ‘Det andet liv’. Et par babyer er også med til at komplicere tingene. Det ser med andre ord langt fra ud til, at arveopgøret er blevet mindre, selvom Signe nu er den (u)lykkelige ejer af Grønnegården.

Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af