Instruktion: Peyton Reed. Medvirkende: Paul Rudd, Michael Douglas, Evangeline Lily, Judy Greer, Michael Pena, Corey Stoll. Premiere: 16. juli.
Tre trailer-tanker:
1. Det var en tragedie for mange Marvel-fans, da Edgar Wright (’Shaun of the Dead’, ’The World’s End’) sidste år forlod ’Ant-Man’-projektet med den klassiske sang om »kreative uenigheder«. Ud over kendsgerningen, at Wright havde udviklet filmen over de seneste otte år, var tanken om Cornetto-trilogiens komiske timing kombineret med det visuelle overdrev fra ’Scott Pilgrim vs. The World’ mildt sagt tiltalende. Det blev dog ved drømmen, og Wright blev i stedet erstattet af Peyton Reed, hvis cv – uden at fornærme nogen – er noget mindre overbevisende med titler som ’Bring it On’, ’The Break-Up’ og ’Yes Man’ som de mest prominente.
2. Altid sympatiske Paul Rudd indtager rollen som Ant-Man, der ved hjælp af en særlig dragt kan krympe i størrelse og samtidig forøge sin styrke, mens Michael Douglas spiller videnskabsmanden Henry Pym, hjernen bag myremandens superkræfter. Dømt ud fra traileren lader filmen til at spille på superheltefilmens konventioner, idet den fortæller historien om en nobody, der motiveret af trusler mod verdensfreden vokser ind i en helterolle.
3. Det siger ikke så lidt, at ’Ant-Man’ hører til de mere kulørte karakterer i Marvel-universet, så filmens selvironi synes at være helt på sin plads. På den front kommer det nok filmen til gode, at manuskriptet er udarbejdet af ’Anchorman’-instruktøren Adam McKay sammen med Paul Rudd selv. Samtidig er instruktør Reed virkelig til eksamen her: Har han det tekniske flair til at levere hårrejsende set pieces i blockbuster-klassen (trailerens digitale myrekryb kunne godt så tvivl om det)? Vi håber på endnu en Marvel-succes i stil med ’Iron Man’. Vi frygter en pendant til ’The Green Lantern’.
Læs også: Trailer til actionkomedien ‘Big Game’ med Samuel L. Jackson