CPH PIX: ’The Smell of Us’
Den store franske filmskaber Jean Renoir har engang sagt, at en instruktør kun laver én film i sit liv, hvorefter han klipper den i stykker og laver den igen.
Overført til den amerikanske provocateur Larry Clark betyder det, at det nu er sjette gang, han laver filmen ‘Kids’, som han brød igennem med i ‘95. Og det er også en pisse god film. Problemet er bare, at det ikke overvejende er Clarks fortjeneste, men snarere Harmony Korines (‘Spring Breakers’). Det var nemlig ham, der som 19-årig skrev manuskriptet og eftersigende headhuntede flere af filmens dengang uslebne diamanter rundt omkring i Washington Square Park, heriblandt Leo Fitzpatrick, Rosario Dawson og Chloë Sevigny.
Uden Korine som sin stedfortræder havde Clark (der på det tidspunkt var 50) aldrig kunnet infiltrere den skater-subkultur, han ønskede at fremstille, eller fremdyrke den imponerende autenticitet i dialogen. Og noget tyder på, at Clark godt selv kan se problemet i den store aldersforskel mellem ham og sin evige inspirationskilde, for i sin seneste film, ‘The Smell of Us’, har han endnu engang allieret sig med et ungt talent: Den 24-årige franske poet Mathieu Landais aka S.C.R.I.B.E.
Men ak. Selv ikke en frisk pen, Hélène Louvarts smukke fotografering eller Paris som bagtæppe kan redde filmen fra at føles som en gammel vare i ny, pixeleret indpakning: Som en uinspireret omgang genbrug med endnu mindre mindeværdige barneskuespilpræstationer end i ’Marfa Girl’ fra 2012.
I ‘The Smell of Us’ er det tætteste, vi kommer på en egentlig hovedperson, den androgyne trækkerdreng Math (Lukas Ionesco), der skater, tager stoffer og ser konstant ligeglad ud. Også når han bliver kneppet hårdt i røven og får kampsuttet sine sure tæer. Den utilregnelighed og eksplosivitet, der gjorde Telly og Casper så umulige at tage øjnene fra i ’Kids’, er ingen steder at finde i de karakterer, der befolker Clarks nye film.
De er i stedet streetwalking zombies, som Michael Pitt synger (forklædt som forhutlet troubadour). Tomme skaller, som kun er til i kraft af de low-res-videoer, som den allestedsnærværende Toff (Terin Maxime) optager med sin telefon.
Toff er ikke er en stor rolle, men alligevel er hans karakter det mest fascinerende (hvis ikke det eneste) ved ‘The Smell of Us’ da han fungerer som surrogat for Clark selv, der på én gang legemliggør instruktørens voyeur-tilbøjelighed og hans dokumentariske sensibilitet – hans bestræbelse på at fange virkeligheden med bukserne nede (bogstaveligt talt).
Om målet helliger Clarks kyniske exposé af mindreåriges sexskapader er en helt anden sag. Men ligegyldigt, om man hører til dem, der mener, at Clark fortjener en plads blandt filmhistoriens store auteurs eller en plads i helvede ved siden af Terri Richardson og Dov Charney, så må man tage cap’en af for hans vedholdenhed.
Kort sagt:
Beundringsværdig auteur eller klammo one trick pony? Den kontroversielle instruktør Larry Clark er tilbage med atter en film om grel ungdomsennui, der denne gang er så forhippet på at være ung-med-de-unge og obskøn, at den glemmer, hvor larmende uinteressante dens karakterer er.
Læs mere: Alt om CPH PIX