Instruktion: Natasha Arthy. Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Peder Thomas Pedersen, Sarah-Sofie Boussnina, Roberta Reichhardt. Premiere 6. august.
Tre trailer-tanker:
1) Barnet som årsag til det eksistentielt forvirrede menneskes åndelige genfødsel. Det er et klassisk tema i den opbyggelige roadmovie, hvor en karakter er faret vild i hverdagens luner og må drage på såvel en fysisk som indre rejse for at finde ro, accept og selverkendelse. I Natasha Arthys (’Fighter’) road-komedie ’Comeback’ tvinges Anders W. Berthelsens fallerede komiker til at revidere sit liv efter gensynet med sin rapkæftede teenagedatter, der minder ham om, at tilværelsen har mere at byde på end pik og patter.
2) Arthy har allieret sig med komikeren Jakob Tingleff på manuskriptsiden, og det kan mærkes i filmens trailer, der byder på flere komiske pletskud. Berthelsens umodne komiker turnerer som opvarmning for en ung, succesfuld stand-upper og affyrer punchlines under bæltestedet med rungende stilhed som respons: »Vi kan starte med at knalde uden kondom, og så kan vi kalde det en casting til ’De unge mødre’«. Publikums fødder formes i omvendte snabelsko, og kun cikaderne kan høres.
3) Ud fra traileren kan man frygte, at filmen kammer over i småsentimental selvhjælpsmoral, så snart Berthelsens komiker bryder ud af sin infantile fornægtelse af voksenlivets pligter og nærmer sig roadmovie’ens gængse destination: Selverkendelsen. Man kan håbe, at Arthy formår at bevare det komiske overskud trods hovedkarakterens transformation fra patetisk ungkarl til ansvarsfuld far frem for at gå planken ud på inspirerende citater med solnedgange over havets horisont som malerisk bagtæppe.
Læs også: Se danske stjerneskuespillere græde Bodil-sorgerne ud i terapigruppe
Læs også: Trailer – Dansk stortalent spillefilmdebuterer med den ekstremt ambitiøse ‘Guldkysten’