Trailer: Elisabeth Moss fra ‘Mad Men’ går i opløsning i det creepy drama ‘Queen of Earth’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Mad Men’ har gjort Jon Hamm, Christina Hendricks og January Jones til stjerner, men den, der umiddelbart har taget karrieren det mest interessante sted hen efter den populære AMC-serie, er Elisabeth Moss.

Skuespilleren, der inkarnerede Peggy Olsen gennem syv sæsoner, har leveret imponerende præstationer i serien ‘Top of the Lake’ og independent-film som ‘Listen Up Philip’ og ‘The One I Love’. Og nu fortsætter hun stimen i ‘Queen of Earth’, instrueret af ‘Listen Up Philip’-instruktør Alex Ross Perry, hvor hun spiller en kvinde i mental opløsning.

Hun har mistet sin kunstnerfar, som hun også arbejdede for, og hun er blevet skrottet af sin kæreste. Hun tager til et sommerhus for at besøge sin veninde (Katherine Waterston fra ‘Inherent Vice’), men opholdet går ikke ligefrem, som hun har håbet.

Se den første trailer ovenfor. Filmen blev vist på seneste udgave af CPH PIX-festivalen, men det er tvivlsomt, om den får ordinær dansk biografpremiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af