- ’Krigen om Rohan’ er det bedste, der er sket for ’Ringenes herre’ siden den oprindelige trilogi
- Fem film, der bør blive din nye juletradition (og som hverken er ‘Love Actually’ eller ‘Home Alone’)
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
‘Comeback’
Kender I den om det travle karrieremenneske, der i jagten på succes har glemt tilværelsens sande værdier, men får åbnet øjnene, da en række uheld og forviklinger vender op og ned på hans liv? Kender I den om den midaldrende mand, der tror, han kan feste og leve ubekymret, men gennem en række uheld og forviklinger lærer, at når man når en vis alder, skal man leve et roligt, tilbagetrukket liv?
Kender I den om den fraværende far, der får ubelejligt besøg af sit teenage-afkom, og gennem en række uheld og forviklinger lærer at blive en nærværende forælder?
Svaret er nok ja, ja og ja. Desværre for Natasha Arthys nye komedie, ’Comeback’. For som en god joke skal en god historie også gerne overrumple sin modtager med noget uventet, og det meste af handlingen i ‘Comeback’ kan en vaks biografgænger forudse fra de allerførste minutter.
Vi møder Anders W. Bertelsen som standup-komikeren Thomas Vang, der buhes ud fra scenen. Hans no-bullshit manager (Benedikte Hansen) skærer det ud i pap for ham (og publikum): Han er 40 år, og hvis ikke han kommer med noget nyt, er han færdig. Thomas skal nu landet rundt som opvarmning på kollegaen Mads Andersens (Peder Thomas Pedersen) turné, og det sidste, han har brug for, er, at hans teenage-datter dukker op på uanmeldt besøg fra sin mor. Bum!
Hans teenagerdatter dukker op sammen med sin veninde, og de får endda sneget sig med i bilen på de to voksne komikeres tur til Jylland. En umage roadtrip kan begynde, og lur mig om de ikke kommer gennem en række uheld og forviklinger samt lærer en hel del undervejs.
De to teenagepiger udgør filmens fintfølende hjerte og skildres med nuancer og solidaritet af instruktør Natascha Arthy. Skuespillerne Sarah-Sofie Boussnina som datteren Frederikke og Roberta Reichhardt som veninden Emilie giver et troværdigt bud på både teenagernes ambivalente forhold til seksualiteten og deres på en gang loyale og skrøbelige venskab. Filmen har egentligt hjertet på rette sted – selv når det befinder sig bag venindens silikoneforstørrede brystparti.
Men de mange forudsigeligheder tynger filmen, både som komedie og som samtidssatire. Den kommer ikke med noget hverken rigtigt sjovt eller rigtigt bidsk angreb på de ungdommelige, men fuldvoksne mænd, som den tydeligt tager sigte efter. Er det virkelig nødvendigvis ynkeligt at gå i byen, hvis man har rundet de 40? Kan man ikke være en god forælder, selvom man lever et liv væk fra villavejen og ni-til-fire-jobbet?
’Comeback’s karikatur ender med at ligne en løftet pegefinger.
Kort sagt:
Standup-komikeren Thomas Vang (Berthelsen) kæmper for at vinde sin karriere tilbage, men udfordres af et ubelejligt besøg af sin halvvoksne datter (Boussnina). Desværre er den ellers dygtige instruktørs roadmovie mere en forudselig vits end sjov og skarp satire. Karikaturen ender i løftede pegefingre.
Spillefilm. Instruktion: Natasha Arthy . Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Sarah-Sofie Boussnina, Peder Thomas Pedersen . Spilletid: 85 min.. Premiere: Den 6. august