Som instruktør på sidste års thriller-hit ’Gone Girl’ og producer på Netflix’ ’House of Cards’ har David Fincher i flere år kørt slalom mellem film og tv-serier.
Nu er Finchers seneste flirt med serierne dog gået i vasken, beretter Deadline.com.
’Utopia’ skulle være en genindspilning af den britiske serie af samme navn, som handler om en gruppe mennesker, der med afsæt i en mystisk tegneserie forsøger at forhindre fremtidige katastrofer.
Øverst på rollelisten ville man finde Rooney Mara, blandt andet kendt fra Finchers egen ’The Girl With a Dragon Tattoo’, der altså nu pludselig står med god plads i kalenderen.
Ifølge Deadline.com er det Finchers insisteren på et mega-budget, der har fået HBO til at trække sig. Den 53-årige instruktør og producer krævede angiveligt 100 millioner dollars for at kunne realisere den første sæson af ’Utopia’ – en pris svarende til de indtil videre tre sæsoner af ’House of Cards’ samt næsten det dobbelte af de 60 millioner, som hele første sæson af ’Game of Thrones’ kostede.
Fincher har heldigvis flere tv-projekter i støbeskeen, blandt andet noir-krimiserien ’Shakedown’ og den 80’er-flippede ’Videosyncrasy’ om musikvideoindustrien. Begge serier er dog tilknyttet HBO, og det er derfor usikkert, om konflikterne omkring ’Utopia’ vil bringe flere af Finchers projekter under kniven.