Nej, vi har ikke byttet om på navnene i overskriften, for det er faktisk 71-årige Robert De Niro, der spiller praktikant for 32-årige Anne Hathaway i den kommende komedie ‘The Intern’.
De Niro er enkemanden Ben Whittaker, der keder sig under sin pension og beslutter sig for at genoplive karrieren som praktikant hos chefen for et stort modesite (Hathaway). Den oplagte kontrast mellem veteranen og den topmoderne virksomhed baner selvfølgelig vejen for et væld af komiske muligheder, og filmen balancerer tilsyneladende mellem humor og rørstrømsk alvor i sin historie om det umage makkerpar – ikke helt ulig tonen i instruktør Nancy Meyers foregående, mere eller mindre vellykkede film som ‘The Holiday’, ‘Something’s Gotta Give’ og ‘It’s Complicated’.
I birollerne ses flere spændende unge talenter, blandt andre Adam DeVine (‘Pitch Perfect’), Nat Wolff (‘Paper Towns’, ‘The Fault in Our Stars’) og Andrew Rannells (Elijah i ‘Girls’).
‘The Intern’ får dansk premiere 1. oktober.