Emnet for den nye sæson af podcast-sensationen ‘Serial’ er fundet

Podcasten ‘Serial’ stjal overskrifter og gav gåsehud, da den sidste år kastede et nyt blik på en 15 år gammel mordsag i 12 dybdeborende og intense afsnit.

Succesen følges nu op med endnu en sæson, hvis fokus netop er afsløret: ‘Serial’ vender blikket mod et hidtil uopklaret mysterium inden for det amerikanske militær, der kredser om sergenten Bowe Bergdahl, som gennem fem år blev holdt fanget af Taleban under besynderlige omstændigheder. Det lyder lidt som den virkelige udgave af ‘Homeland’.

Sarah Koenig, som også stod bag podcastens første sæson, vil denne gang få selskab af journalisten Hugo Lindgren og forfatteren Mark Boal, der tidligere har taget pulsen på den amerikanske krigssituation med sine manuskripter til post-Irak-thrilleren ‘In the Valley of Elah’ (2007) og Kathryn Bigelows ‘The Hurt Locker’ (2008) og ‘Zero Dark Thirty’ (2012).

Planen er, at historien om Bergdahl senere skal filmatiseres af Bigelow, men at historien først skal granskes og udfoldes i den kommende omgang ‘Serial’, der forventes at gå i æteren senere i år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af