‘The Diary of a Teenage Girl’
Tag det fra én, der engang tog på en mislykket tur til Sverige med det ene formål at miste sin mødom til en ung fyr med en flot ruskindsjakke, som jeg kun havde mødt én gang før og chattet lidt med på MSN: Piger på 15 år er lige så sex-crazed som jævnaldrende drenge. Det fylder bare ikke særligt meget i sendefladen eller i de film, der normalt pryder biografplakaterne.
Men med ‘The Diary of a Teenage Girl’ – skrevet og instrueret af skuespillerinden Marielle Heller og baseret på Phoebe Gloeckners tegneserie-novelle-hybrid af samme navn skal jeg love for, at der gøres op med de mainstream-fortællinger, der negligerer den kvindelige seksualitet og fastholder en forestilling om, at kvinder blot er objekter for begær og ikke selv, aktivt, begærer.
Filmen udspiller sig i San Francisco anno 1976, og handler om den kåde teenager Minnie (Bel Powley), der fylder tegnehæfte på tegnehæfte med pornografiske illustrationer, optager sine seksuelle fantasier på en båndoptager og fantaserer om dinglende dillermænd hængende ud af bukserne på hver eneste hankønsvæsen, der krydser hendes vej. Minnie er mildest talt ved at sprænges af seksuel spænding, og man fornemmer fra start, at det er et spørgsmål om sekunder, før hun kaster sig over den første og bedste, der kan tage toppen af hendes altopslugende liderlighed.
Problemet opstår, da den person viser sig at være den 20 år ældre, mustachioed Monroe (Alexander Skarsgård) – der også er Minnies mors kæreste.
Han er svær at placere på det sexual predator-kontinuum, filmhistoriens mange fortællinger om mænd med Lolita-komplekser efterhånden har genereret. Lidt mindre klam end Fassbender i ‘Fish Tank’ og lidt mere ulækker end Peter Sarsgaard i ‘An Education’.
Ja, han udnytter Minnie i den forstand, at hun er ung og modtagelig. Men det virker også simplificeret at sige, at hun bliver misbrugt, for Hellers fremstilling af deres kærlighedsforhold er så meget mere komplekst end det og handler i sidste ende mindre om, hvorvidt Monroe er klam eller ej, end om hvordan han former Minnies selvopfattelse i kølvandet på hendes seksuelle vækkelse.
Den fuldstændigt fabelagtige Bel Powley er uimodståelig som den hvalpede Minnie med de store, troskyldige dådyrøjne, og til trods for sit akavede ydre tilfører hun rollen en indre styrke, der leder tanker hen på Thora Birchs Enid i ‘Ghost World’.
Minnie er én af den slags kvindelige figurer, som alle piger bør lære at kende i deres mest forvirrende og formative år, og filmen ryger stensikkert direkte ind på listen over film, som forældre kan bruge som lige dele skræmmekampagne og seksualundervisning sammen med coming-of-age klassikere som ‘Christiane F’ og ‘Fucking Åmål’.
På overfladen ligner filmen måske nok en lige lovligt twee ungdomskomedie med sine mange animerede sekvenser og tidssvarende guitar-heavy lydside (Nico, T-Rex, The Stooges etc.), men ‘The Diary of a Teenage Girl’ er mere mørk end som så, og sjældent (hvis nogensinde) er en teenager blevet portrætteret med så megen indlevelse, humor og respekt for hendes intellekt.
Med et team af talentfulde kvinder i ryggen har den debuterende Heller skabt en frisindet, feministisk og følelsesklog nyklassiker.
Kort sagt:
Det fremadstormende britiske talent Bel Powley er sublim som den sexfikserede Minnie i Marielle Hellers Sundance-succes, en vanvittigt god ungdomsfilm, der kan måle sig i autenticitet med coming-of-age evergreens som ‘Fucking Åmål’ og ’Christiane F’.