‘The Knick’ sæson 2
Det er ikke særligt elegant at indlede en ny seriesæson ved at lade en karakter forklare alt, der er sket siden sidst. Det står på første side i manuskriptforfatternes håndbog.
Men sådan starter anden sæson af den Steven Soderbergh-instruerede Cinemax-serie ’The Knick’: Med at sygeplejersken Lucy i voice-over læser op af det brev, hun har sendt til sin elsker, dr. John Thackery (Clive Owen).
Og hvad er der så sket på det underbemandede Knickerbocker Hospital i start-1900-tallets New York? Jo, den stræbsomme dr. Edwards vikarierer som chefkirurg og håber at gøre stillingen permanent, men hans hudfarve er stadig en anstødssten for mange. Dr. Gallinger har trukket sin hustru Eleanor ud af sindssygeanstalten, som havde trukket alle hendes tænder ud i den tro, at de var kilden til hendes galskab. Men hun er stadig lige så fjern og apatisk. ’Bertie’ surmuler i jalousi over Lucys afvisning. Og den vanærede søster Harriet afventer sin dom, efter at hendes sidegesjæft som abortlæge er blevet opdaget.
Og Thackery? Han er stadig indlagt på en afvænningsklinik, der forsøger at kurere hans kokainafhængighed med heroinindsprøjtninger. Men der lader forfatterne ham selvfølgelig ikke rådne ret længe.
Med Soderbergh i instruktørstolen på alle afsnit er ’The Knick’ fortsat en af de mest visuelt moderne og visionære serier på tv, navnlig efter at ’True Detective’ tabte sutten i anden omgang. At kalde den lækker ville nok være lemfældigt med de kvalmefremkaldende (men teknisk imponerende) operationsscener in mente, men den er fuldkomment skridsikker i sin skildring af en fascinerende periode, hvor alt var under ombrydning. Soderbergh er tydeligvis mere inspireret end længe, og med sine logistisk ekvilibristiske longtakes og sans for kreative vinkler og klipperytme bringer han seriekunsten tættere på filmkunsten end nogensinde før.
Og Cliff Martinez’ inciterende elektroscore, der anarkistisk nægter at passe ind i år 1900, er en genial kontrast, som giver serien en umiskendelig vibe.
Jeg var begejstret for første sæson, som jeg havde givet en solid femmer, og jeg har det skidt med at måtte være mere påholdende nu. Men ’The Knick’ har et par ridser på manuskriptsiden, som bliver bredere og dybere i den nye sæson.
Der er for mange kedelige romantiske ekskursioner, og nogle af de drejninger, historien tager – eller netop ikke tager – er mere sæbeopera end guldalderserie. ’The Knick’ har et stærkt og spraglet persongalleri gestaltet af dygtige skuespillere, men for mange af dem står enten stille eller går i ring. De første tre afsnit af anden sæson føles mere som en nulstilling end en udbygning af sæsonfinalen, og uden konturerne af en overordnet plan for historiens og karakterernes udvikling kan man nemt få den mistanke, at forfatterne ligesom seriens kirurger ikke helt ved, hvad de laver, men blot prøver sig frem.
Kort sagt:
Steven Soderberghs hospitalsserie fra år 1900 er en af de flotteste og mest visuelt visionære serier på tv lige nu, men de første tre afsnit af anden sæson savner retningssans og smager for meget af sæbeopera.
Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.