I en postapokalyptisk, snedækket verden fragtes de eneste overlevende mennesker rundt i et godstog opdelt i klasser, der tilegnes hver sin vogn.
Sådan lød udgangspunktet for Bong Joon-hos vilde og vittige ‘Snowpiercer’ fra 2013, og selvom filmen nåede aldrig de danske biografer (kun på festivalen CPH PIX), blev den en massiv kassesucces på det globale marked.
Ifølge The Hollywood Reporter bliver den spektakulære sci-fi-actionfilm nu omsat til en tv-serie, og selvom plottet stadig ikke er offentliggjort, må vi formode, at filmens skarpskårne set-up udforskes videre i den kommende fortælling. Indtil videre tyder intet dog på, at en eller flere fra det originale cast – bestående af blandt andre Chris Evans, Tilda Swinton, Ed Harris og John Hurt – vender tilbage til ‘Snowpiercer’-universet.
Som manuskriptforfatter står Josh Friedman, der har ført pennen til Steven Spielbergs ‘War of the Worlds’ og James Camerons to kommende ‘Avatar’-sequels, mens ‘Snowpiercer’-instruktøren Bong Joon-ho producerer serien i samspil med sin sydkoreanske landsmand og kollega Park Chan-Wook (‘Oldboy’).
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Snowpiercer’ som tv-serie bliver premiereklar.