I lørdags blev European Film Awards uddelt i Berlin. Prisen er en slags Oscar for et fælles Europa (den bliver uddelt af Det Europæiske Filmakademi), og fordi den falder midt i awards season, er den et fint pejlemærke for, hvilke ikke-amerikanske film der kommer til at stå stærkt ved den rigtige Oscar-uddeling i slutningen af februar.
Særligt i kategorien ikke-engelsksprogede film har European Film Awards naturligvis en betydning, da de amerikanske akademimedlemmer herigennem får et pejlemærke om, hvilke film de i hvert fald er nødt til at se, før de kan stemme i kategorien.
Men i et år, hvor flere engelsksprogede europæiske film også er seriøse kandidater til hovedkategorierne ved Oscar-uddelingen, var lørdagens priser særligt interessante.
Her er de priser, der skabte vigtigt momentum til Oscar-slutspurten for de udvalgte:
1. Bedste europæiske film – ‘Youth’
Paolo Sorrentino var aftenens store sejrsherre med sin engelsksprogede opfølger til ‘Den store skønhed’. ‘Youth’ handler om to ældre venner – en pensioneret komponist og en næsten-pensioneret filmkunstner spillet af henholdsvis Michael Caine og Harvey Keitel – der snakker om livet, kigger på kvinder og kommer i problemer på en schweizisk luksushotel. Filmen er en outsider til en plads i det fine Oscar-felt blandt årets bedste film, og dens sejr ved European Film Awards bestyrker dens chancer for at nuppe et af ydermandaterne. ‘Youth’ har dansk premiere 14. januar.
2. Bedste dokumentar – ‘Amy’
To europæiske film står stærkt i årets Oscar-kapløb: Asif Kapadias populære ‘Amy’ og dansk-amerikanske Joshua Oppenheimers ‘The Look of Silence’. Oppenheimer blev snydt i Oscar-sammenhæng for sit mesterværk ‘The Act of Killing’, og man synes nu nok, det ville være fair, hvis han fik prisen for sin opfølger. Men ‘Amy’ snød Oppenheimer i Europa, og selvom det ikke af den årsag behøver gentage sig i USA, har den i hvert fald fået et ekstra skub i ryggen.
3. Bedste skuespillerinde – Charlotte Rampling, ’45 Years’
Charlotte Rampling og Tom Courtenay har kørt et stærkt parløb, siden de vandt skuespillerpriserne på Berlin-festivalen i februar for deres roller som et ægtepar med 45 år bryllupsdag i Andrew Haighs fremragende kammerspil. Courtenay blev snydt ved European Film Awards (se nedenfor), men Rampling vandt og må anses som en seriøs kandidat til Oscar-kategorien bedste kvindelige hovedrolle. Hun er et kendt og anerkendt navn, og med sin ualmindeligt subtile præstation som kvinden, der stiller spørgsmålstegn ved sit ægteskab og sit liv, da mandens fortid bliver kortvarigt genoplivet, ville det da også være fuldt fortjent.
4. Bedste skuespiller – Michael Caine, ‘Youth
Sir Michael Caine har vundet to Oscars (for ‘Æblemostreglementet’ og ‘Hannah og hendes søstre’), og han kommer næppe til at vinde en tredje i denne ombæring, men en nominering er inden for rækkevidde. Han vandt European Film Awards foran ovennævnte Tom Courtenay i et skarpt felt og har således fået ekstra medvind. Caine er et afholdt ansigt, og Oscar-akademiet ville elske at give ham endnu en nominering med på vejen i karrierens efterår.
5. Oscar-favoritten glimter ved sit fravær – ‘Son of Saul’
Det kan virke absurd, at favoritten til prisen for bedste ikke-engelsksprogede film ved sæsonens Oscar-show slet ikke er at finde blandt de nominerede ved European Film Awards. Den ungarske koncentrationslejrfilm ‘Son of Saul’ (dansk premiere 25. februar), der nærmest øjeblikkeligt blev udråbt som et mesterværk efter verdenspremieren i Cannes i maj, kom ikke i betragtning på grund af en uenighed om distributionen af screeners. I stedet vinder den formentlig en Oscar til februar. Det stiller ikke ligefrem European Film Awards i det bedste lys.
Se den fulde vinderliste her.