On demand: Fem film om mad, der får dit mundvand til at løbe løbsk

Du behøver ikke at forlade sofaen, hvis du vil stille din sult på appetitlige film til ethvert madøre.
On demand: Fem film om mad, der får dit mundvand til at løbe løbsk
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1.’I Am Love’

Fra juleklassikeren ‘A Christmas Carol’ til Oscar-vinderen ‘Driving Miss Daisy’ har vi set et utal af film om forstokkede individer, der pludselig vågner fra deres følelsesmæssige dvaletilstand.

Det samme sker i ‘I Am Love’, men her hører ligheden med de førnævnte da også op. Her behøver hovedpersonen Emma – spillet med udsøgt skrøbelighed af Tilda Swinton – hverken en livagtig drømmerejse eller en afroamerikansk privatchauffør, men derimod et kulinarisk knockout for igen at få appetit på tilværelsen.

Som vist i klippet ovenfor leger den italienske instruktør Luca Guadagnino med billeder og stemninger og formidler med sjælden sanselighed, hvordan Emmas forkælede smagsløg genantænder livsgnisten og driver hende ud i et intenst kærlighedsforhold. Det bliver spændende at se instruktøren orkestrere den stjernespækkede ‘A Bigger Splash’ samt det kommende remake af Dario Argentos farverige horror-klassiker ‘Suspiria’.

Kan ses på Blockbuster og Filmstriben.



Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2.’Chef’

Jon Favreau startede sin Hollywood-karriere side om side med Vince Vaughn i den fremragende og selvforfattede indie-komedie ‘Swingers’, og efter at have instrueret adskillige bombastiske blockbusters (‘Iron Man’, ‘Cowboys & Aliens’) vendte Favreau tilbage til rødderne i den lille, elskelige ‘Chef’.

Hans karriereforløb spejles i filmens handling om en prominent mesterkok, der efter et nervesammenbrud forsøger at genfinde madglæden ved at arbejde i en food truck – og som minsandten formår at tage hele den gastronomiske verdenselite med bukserne nede.

Selvom ‘Chef’ hverken slog billetrekorder eller stjal overskrifter, blev filmen fint modtaget af anmelderne, der applauderede Favreaus friske og hjertevarmende comeback-fortælling. Og så bugner det med lækker mad, særligt i filmens anden halvdel, der fraskriver sig de elitære madvaners restriktioner og giver efter for smagsløgenes lyst.

Kan ses på Blockbuster.



Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3.’Jiro Dreams of Sushi’

Perfektionen er en besættelse for den 85-årige sushi-kok Jiro Ono, og hans stræben efter det ypperlige er et fascinerende skue gennem samtlige 81 minutter af ‘Jiro Dreams of Sushi’, der – lige som sin hovedperson – økonomiserer med de få og kraftfulde ingredienser.

I en meget lidt spektakulær bebyggelse under Tokyos gader driver Jiro en sushi-restaurant, der adskillige gange er blevet kåret til verdens bedste, og selvom den garvede koks håndelag ikke umiddelbart ser ud af meget, præsterer han ifølge kunder og madanmeldere mirakler.

David Gelbs fornemme dokumentarfilm tager os vidt omkring i Jiros fortid og behandler ikke mindst forholdet til hans to sønner, der en dag skal overtage farens biks. Men det er i det perfektionistiske nu – i selve fiskekødets møde med de minutiøst tilberedte ris – at ‘Jiro Dreams of Sushi’ og dens hovedperson står stærkest.

Kan ses på Netflix.



Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4.’Ratatouille’

Animationsmogulerne fra Pixar har stået bag mange geniale påfund gennem tiden, og at lade en kloakrotte agere mesterkok i et fransk Michelin-køkken er så absolut en af de bedste.

’Ratatouille’ er ikke blot en af studiets mest medrivende og velfortalte bedrifter, men også en af alle tiders mest sanselige animationsfilm, fordi beskrivelsen af de gastronomiske herligheder – fra simrende supper til friskhakkede krydderurter og saftige bøffer – får mundvandet til at løbe.

Scenen, hvor rotten Remy for første gang får frit spil i køkkenet, er ubetalelig, for i virvaret af dufte, smage og gestikulerende entusiasme glemmer vi fuldstændig situationens absurditet: At en madglad rotte balancerer på kanten af en gryde med krydderier i favnen.

Kan ses på Blockbuster.



Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5.’Dinner Rush’

Listens dark horse er Bob Giraldis ‘Dinner Rush’, der krydrer køkkenstress med mafioso-manerer og spirende romantik.

I hovedrollen som den kriminelle restaurentejer og bookmaker Louis Cropa ses Danny Aiello (‘Leon’), mens det velbevandrede serieansigt Kirk Acevedo (‘Fringe’, Band of Brothers’) spiller en af kokkene, der kæmper for at holde kadencen i Cropas anmelderroste italienske køkken.

Hele filmen foregår på en enkelt aften, hvor alt truer med at ramle sammen om ørerne på Cropa og den forelskede køkkenchef, og Bib Giraldos erfaring som musikvideoinstruktør fornægter sig ikke: Ved brug af opfindsomme kameravinkler og lækker slowmotion flyver vi ind og ud af det travle køkken og den skiftevis kunstneriske og business-mindede madverden.

Kan ses på C-More.