Efter at have ageret pensionsmoden actionhelt i de tre ‘The Expendables’-film (og ja, der er en fjerde på vej) er 69-årige Sylvester Stallone stadig actionsulten – og nu vil han mindsandten genoplive sin ikoniske Vietnam-veteran og actionman, John Rambo.
Det sker i en kommende tv-serie for Fox, der bærer titlen ‘Rambo: New Blood’, og som Stallone formentlig både skal producere og spille hovedrollen i. Serien skal tage udgangspunkt i Rambos forhold til sønnen J.R, der er tidligere Navy Seal-soldat, og indtager Stallone igen titelrollen, bliver det femte gang, siden franchisen tog sin begyndelse i ‘First Blood’ fra 1982.
Mens Stallones rolle foran kameraet endnu er på rygtestadiet, skrives ‘Rambo: New Blood’ med sikkerhed af erfarne Jeb Stuart, der tidligere har leveret manuskripter til actionklassikeren ‘Die Hard’ og Harrison Ford-thrilleren ‘Flygtningen’.
Sylvester Stallone kan snart opleves i en anden af sine ikoniske roller, når han i ‘Creed’ giver den som bokselegenden Rocky Balboa over for stjernefrøet Michael B. Jordan, der har hovedrollen som ærkerivalen Apollo Creeds søn. ‘Creed’ kan ses i biografen fra i morgen, mens en premieredato for ‘Rambo: New Blood’ endnu er ukendt.