Det mest efterspurgte billede i de nationale amerikanske arkiver er rock’n’roll-legenden Elvis Presley og den forhenværende præsident Richard Nixon, der trykker hånd. Bag billedet ligger en historie, som instruktøren Liza Johnson skildrer i filmen ’Richard & Nixon’, hvis første trailer nu er ude.
Filmen kredser om et møde i december 1970 mellem Elvis og Nixon, hvor The King kræver at blive en kommunist- og narkobekæmpende specialagent. Det lyder virkelig skørt, og det synes Richard Nixon også, at det er, hvis man skal tro på traileren.
Instruktør Liza Johnson har hidtil beskæftiget sig mest med kvindelige hovedroller som i ’Hateship Loveship’ og ’Return’, så det bliver interessant at se hende formidle forholdet mellem to stærke mandlige skikkelser. Hovedrollerne tilhører Michael Shannon (Elvis) og Kevin Spacey (Nixon), to førsteklasses skuespillere, der forhåbentligt undgår at gøre karaktererne for karikerede. Spacey har som bekendt stor erfaring med at spille kyniske politikere fra ’House of Cards’, men i sin nye rolle skal han blandt andet leve op til Frank Langella, der med diabolsk styrke inkarnerede eks-præsidenten i en anden samtalefilm med Nixon i centrum, ’Frost/Nixon’.
Vi håber, skuespiltalentet gør op for den ellers lidt tarvelige Elvis-paryk og krumme Nixon-ryg, vi ser i traileren. Det lader til, at filmen byder på en humoristisk magtkamp mellem de to, hvor en pernittengryn Nixon må slås med en uforskammet og stærk indbildsk Presley, der drikker hans Dr. Pepper og spiser hans M&M’s.
Filmen har endnu ikke en dansk premieredato.