Den engelsksproducerede ‘The Night Manager’ er ikke alene Susanne Biers første tv-serie – det er også hendes suverænt mest actionbetonede arbejde i karrieren.
Den danske instruktør bag film som ‘Den eneste ene’, ‘Elsker dig for evigt’ og ‘Hævnen’ har instrueret alle seks afsnit af miniserien, der er lavet for BBC One og bygger på en bog af spionforfatteren John Le Carré, hvis bøger tidligere har ført til så glimrende film som ‘Tinker Tailor Soldier Spy’, ‘The Constant Gardener’ og ‘The Spy Who Came in from the Cold’.
‘The Night Manager’ handler om en eks-soldat, Jonathan Pine, der arbejder som natportier på et luksushotel i Cairo, men hvirvles ind i et storpolitisk spionkomplet, da han hverves af den britiske efterretningstjeneste til at udslette en skånselsløs våbenhandler, Richard Roper.
Susanne Bier har fået mulighed for at arbejde sammen med et britisk førsteklassescast på serien, for Tom Hiddleston (‘Only Lovers Left Alive’, ‘Thor’) har rollen som Jonathan Pine, mens Hugh Laurie (‘House’) spiller Richard Roper, og også Olivia Colman (‘Broadchurch’) og Tobias Menzies (‘Broadchurch’, The Honourable Woman’) har markante roller.
Traileren antyder en kat-efter-musen-leg mellem Laurie og Hiddleston og varsler et tempofyldt thrillerplot. Det skal blive spændende at se, hvordan melodramaets mester Susanne Bier håndterer denne nye genreudfordring.
‘The Night Manager’ får verdenspremiere på den nært forestående Berlin-festival i februar, hvor den vises sideløbende med andre kommende serier, heriblandt ‘Better Call Saul’ sæson 2 og en kommende TV 2-serie, ‘Bedre skilt end aldrig’, som Mette Heeno og Hella Joof står bag.