Noget af det allerallersværeste er at sige undskyld.
Sådan helt ærligt jeg-mener-det-fra-bunden-af-mit-skamfulde-flove-formørkede-iskolde-hjerte undskyld. Spørg bare min barndomsnabo Tommy, der punkterede min yndlingsvolleyball med et skuffejern, da jeg var syv år. Jeg venter stadig på at høre fra dig, Tommy!
Youtube-brugeren ved navn Samuraiguitarist har det vist lidt på samme måde som Tommy. I hvert fald har det taget ham små otte år at tage sig sammen til at sige undskyld til en vis Justin B. for den uforskammede opførsel, han og en bunke kammerater udsatte stakkels Biebs for, da popstjernen var bare 14 år og endnu ikke popstjerne.
Samuraiguitarist har i sin undskyldning valgt at tage afsæt i The Biebernators hitsingle ‘Sorry’, der passende handler om netop at have svært ved at sige undskyld. Det er aldrig for sent at sige undskyld (Tommy – og lidt min matematiklærer i gymnasiet for at være en allround douche), slet ikke hvis man vælger at gøre det så melodisk og hyggeligt som i denne video.
Kenneth Sarup er fast comedyskribent for Soundvenue.