‘Mad Max’-instruktør bliver præsident for juryen på verdens fornemste festival

Det er uhyre sjældent, at en fuldtonet actionfilm bliver accepteret i det fine selskab på samme måde som ‘Mad Max: Fury Road’.

Men filmen fik verdenspremiere på verdens mest prestigefyldte filmfestival i Cannes sidste maj, siden fik den forrygende anmeldelser over hele verden, i januar blev både filmen og dens instruktør George Miller Oscar-nomineret, og nu slutter cirklen så på en måde: Den 70-årige instruktør får den prestigefyldte post som præsident for juryen på dette års festival i Cannes, som starter i maj.

Han afløser Joel og Ethan Coen, der var i front for juryen sidste år. Tidligere har folk som Quentin Tarantino, Sean Penn, Robert De Niro, David Lynch, Martin Scorsese, Francis Ford Coppola og Clint Eastwood fået den betroede opgave.

Når stillingen går til instruktører, er det typisk visionære auteurs, og man må sige, at George Miller falder ind under den kategori, selvom han laver bredere film end den slags, man er vant til fra egensindige instruktører. Australieren udtaler om hvervet:

»Sikke en ren og skær glæde! At være der i midten af denne historiske festival ved præsentationen af filmiske skatte fra hele planeten. At bruge tid på en passioneret samtale med de andre medlemmer af juryen. Hvilken ære. Jeg er der med klokker på!«

Cannes-festivalen løber 11.-22. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af