Den canadiske instruktør Jean-Marc Vallée bragede for alvor igennem i 2013 med ‘Dallas Buyers Club’, der udover at blive Oscar-nomineret for bedste film udmøntede sig i statuetter til både Matthew McConaughey og Jared Leto.
Året efter lavede Vallée den ligeledes roste ‘Wild’, som gav Oscar-nomineringer til både Reese Witherspoon og Laura Dern, og nu er instruktøren snart klar med endnu et interessant projekt, denne gang med Jake Gyllenhaal og Naomi Watts i hovedrollerne.
Plottet i ‘Demolition’ tager, kort fortalt, udgangspunkt i en tragedie. Gyllenhaals karakter, Davis, er en succesfuld bankmand, der får vendt sit liv på hovedet, da hans kone omkommer i en trafikulykke. Davis’ liv begynder hurtigt at falde fra hinanden, men hjælpen viser sig at komme fra uventet side. Efter en række klagebreve til et firma, der producerer vending machines, modtager Davis nemlig et opkald fra Karen (Naomi Watts), der arbejder i firmaets kundeservice, og med Karens hjælp begynder Davis langsomt at genopbygge sit liv.
Trods den tragiske præmis giver traileren alligevel et indtryk af, at filmen indeholder et vist humoristisk element, især i klippet, hvor Davis og Karens søn begynder at smadre Davis’ lejlighed med nedrivningshamre.
Den danske premiere er endnu ikke fastsat.