At stå i Walter Whites skygge, og undslippe den, er nemmere sagt end gjort, og generelt er der som bekendt langt mellem de vellykkede spin-offs og prequels.
Men ‘Breaking Bad’-spinoffen ‘Better Call Saul’ viste sig efter en lidt sløv start at stå stærkt og selvstændigt. Historien om advokaten Jimmy McGills deroute og rejse mod sin nye inkarnation, Saul Goodman, har nu fået en tredje sæson af AMC, da seertallene på den anden sæson allerede har været godt tilfredsstillende.
Det skriver Deadline.com og tilføjer, at det naturligvis stadig er ‘Breaking Bad’-bagmanden Vince Gilligan og producer Peter Gould, der skal stå i spidsen for produktionen.
I ventetiden kan man følge anden sæson på Netflix, hvor der kommer nye afsnit hver tirsdag. Der er syv til rådighed indtil videre.