’Divergent: Allegiant’
»So wake me up when it’s all over, when I’m wiser and I’m older«.
Hver gang det før så lovende talent Miles Teller entrerede billedet i ’Divergent: Allegiant’ og med tomme øjne og påtaget friskfyrsstemmeføring leverede sine floskeltunge replikker, forestillede jeg mig Aviicis superhit spille klagende i skuespillerens baghoved.
»All this time I was finding myself. And I didn’t know I was lost«.
Fuldstændig lost er nemlig samtlige medvirkende i denne år for år mere åndsbollede filmserie, hvori dog særligt Teller ligner en mand fanget mellem zombificeret kedsomhed og mild panik, i takt med at karrieren træder dødvande i ’Divergent’-franchisens kontraktbindende kviksand.
Ikke noget under at skuespilleren allerede efter første film i 2014 udtalte, at ’Divergent’ fik ham til at føle sig decideret død indeni (en kommentar, filmstudiet dog senere fik ham til at trække tilbage).
Teller skal dermed snart begå en filmisk Houdini, hvis han vil undgå at blive afskrevet som en one trick pony for sin præstation i Oscar-filmen ’Whiplash’. Men han er trods alt ikke alene i ’Divergent’-suppedasen, der ligeledes forvandler Shailene Woodley og hendes tidligere ’En flænge i himlen’-elskede Ansel Elgorts til så ukarismatisk flade figurer som søskendeparret Tris og Caleb, at man inderligt håber, at de stygge onde vil få skovlen under dem og gøre en ende på både deres og publikums pinsler.
Alle, der stadig hænger på her i tredje runde af ’Hunger Games Light’ ved, hvad Tris har gennemgået indtil nu: Vor gabende kedelige heltinde med de evigt skiftede frisurer (en oprørsleder skal også studses jævnligt) har med hjælp fra Adonis-kæresten Four (Theo James, som netop nu indspiller ’Backstabbing for Beginners’ med Per Fly!), fredselskende Johanna (Octavia Spencer) og Fours krigsliderlige mor Evelyn (Naomi Watts) omstyrtet det faktionsinddelte regime, der regerede over post-apokalyptiske Chicago.
Den tidligere diktator Jeanine er død, og en ny samfundsorden skal etableres bag byens enorme mure.
Evelyn byder morgendagen velkommen med en rask omgang henrettelser af Jeanines støtter, og det skaber splid mellem de tidligere faktioners medlemmer: De uselviske, de frygtløse, de fredelige, de ærlige og de intelligente. Og naturligvis afvigerne, som Tris og Four tilhører, the divergent. Hvem skal bestemme, hvad der er ret?
Tris væmmes ved kaosset, og efter i den foregående film at have fundet en kryptisk besked om, at hun er ventet af menneskeheden uden for murene, stikker hun imod Evelyns vilje af sammen med Four, sin før så bedrageriske bror Caleb, veninden Christina (Zoë Kravitz) og – af ingen anden idiotisk grund, end at det fremmer filmens drama – forræderen Peter (Teller). På et tåbeligt sekund bliver allierede til dødsfjender, og Evelyns soldater og Tris’ gruppe dræber uden at blinke til højre og venstre, alt imens Tris begræder Evelyns chokerende mangel på respekt for menneskeliv. Right. Konsekvens har aldrig været ’Divergent’s stærke side.
Verden udenfor Chicago viser sig at være en gold ørken løftet fra en 70’er-sci-fi-film på lavbudget, med futuristiske byer spredt ud som grønne øer i et giftigt lyserødt hav. I en af disse møder Tris lederen David (Jeff Daniels), hvis pressefolder og penthouse på toppen af et glashøjhus kun kan signalere én ting i ’Divergent’-universets takkekorts-liberale optik: Morderisk kapitalistsvin!
Inden han viser sin sande natur, forklarer David Tris, at Chicago og dets faktioner er ét stort eksperiment, der har til formål at kurere menneskene for en genfejl, der gør enkelte karaktertræk dominerende. Flerfacetterede Tris er det første ’rene’ eksempel på et normalt tænkende menneske (LOL), mens alle, hun kender, er ’skadede’.
Herefter er det dårligt koreograferet action-business as usual i ’Divergent: Allegiant’, hvis plot er lige så repeterende og selvmodsigende tumpet som filmens inkongruente titel. Svigefulde Peter får ufortjent chance nr. 117 til at bedre sig, og surmulende Four har altid ret over for Tris, som lader sig blænde af sin naive ’feminine’ tro på det gode i folk, da David putter hende i et par stiletter. Godt der er mandfolk til stede for at tale fornuft til det hyper-udviklede pigebarn…
Scenografi og effekter er om muligt endnu mere fantasiløse end i de tidligere film, og udover den kuriøse ’oplevelse’ det er at bevidne tidligere Oscar-nominerede skuespillerinder (Naomi Watts, Octavia Spencer) give køb på alle kunstneriske ambitioner til fordel for et nyt sommerhus i The Hamptons, er eneste formildende faktum, at der nu kun er en enkelt film tilbage i 2017.
Fans af Veronica Roths storsælgende ’Divergent’-ungdomsromaner bør holde sig til dem. Alle andre bør holde sig væk.
Kort sagt:
Alt håb er definitivt ude for ’Divergent’-filmserien, hvis tredje elendige kapitel hverken føjer noget nyt eller interessant til den søvndyssende fortælling om frelserheltinden Tris, der i et post-apokalyptisk USA kæmper en ligegyldig ’Hunger Games’-light-kamp mod såvel onde magtherrer som fatal fremtidsmode.