Instruktøren James Wan, der står bag ‘The Conjuring’ og ‘Fast & Furious 7’, er muligvis ved at bakke ud af sin egen ‘Aquaman’-superheltefilm, forlyder rygter via Birth.Movies.Death. Instruktøren skulle efter sigende have fået kolde fødder, efter Warner Bros. har fundet sig selv i lidt af en krise.
Studiet, der satser dyrt på DC Comics-film som konkurrent til Marvels Cinematic Universe, har tidligere meldt ud, at de ville lave 10 franchisefilm fyldt med dybde og alvor som modsætning til Marvels mere humoristisk ladede univers – men efter Zack Snyders udskældte, hundedyre ‘Batman v Superman’ er selvtilliden i bund.
Ifølge kilder har fiaskoen skabt uro hos Warner Bros., der for længst har givet grønt lys til ‘Justice League’-filmene med Zack Snyder fortsat i front. Birth.Movies.Death rapporterede så i fredags, at ‘The Flash’- instruktøren Seth Grahame-Smith ikke længere var tilknyttet filmen, højst sandsynligt fordi Warner Bros. alligevel ikke tør lade en helt grøn instruktør instruere et så stort projekt alligevel, men officielt på grund af »creative differences«.
Og nu er Wan altså rygtet til at være den næste, der går fra studiet, som han allerede har sikret stor indtjening med de kommende ‘The Conjuring 2’ og ‘Lights Out’. Hvis Wan går, synes krisen for Warner Bros. og DC Universe at være brudt ud i lys lue.