Drop sommerblockbusterne: Her er filmene, du skal se for at bevare din cineastiske selvrespekt

I det daglige overbeviser du dig selv om, at du er filmelsker med god smag og lyst til at udfordre dig selv. Alligevel ender du som regel i Palads ved siden af popcornkastende 14-årige for at konsumere frenetisk CGI-bras i Hollywoods seneste forsøg på at fravriste dig 110 kroner plus 3D-takst med hjernedød tomgangsunderholdning.

Men nu er det sommer. Du har ferie, du har tid, du har overskud. Det er nu, du skal realisere dig selv. Og vi snakker ikke selvrealisering a la ensom bjergtop i Tibet eller analog fordybelse i Dostojevskijs samlede værker. Vi snakker gode film i biografen. Film, der giver dig point på den cineastiske troværdighedsbarometer. Film, der giver dig mulighed for at sole dig selv i din overvældende intellektuelle kapacitet. Film, der er sindssygt svære at få lavet, fordi du for sjældent tager i biografen og ser dem. Film, der tilmed er voldsomt underholdende, selvom de ikke lefler for masserne.

Så lad Hollywood være Hollywood og se alle de såkaldt smalle film, du kan opdrive. Det bliver sgu alligevel sikkert dårligt vejr.

Her leder vi dig på rette vej.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi Island er megahot lige nu: ’Virgin Mountain’

Glem bankrak og skatteskandaler, med det aktuelle EM i fodbold er Island velsagtens det sejeste land i verden. Og i løbet af filmsommeren er der heldigvis rig mulighed for at dyrke sin nyfundne hipsterkærlighed for den grønne ø mod nord.

Nogle vil måske huske ’Voksne mennesker’ fra 2005, en forrygende cool dansk film i sort-hvid med Jakob Cedergren som slacker og Nicolas Bro som fodbolddommer. Den var instrueret af islandske Dagur Kari, der nu er aktuel med ’Virgin Mountain’, som har modtaget stor hæder fra nær og fjern – inklusive publikumsprisen på CPH:PIX og Nordisk Råds Filmpris.

Den handler om 43-årige Fusi, der stadig bor hjemme hos sin mor, spiser Coco Pops, leger med fjernstyrede biler og er bange for piger. Derudover vejer han, rundt regnet, et ton. Og er jomfru. Deraf titlen.

Men en dag møder han en dybt depressiv blomsterelsker, og så er der amoriner i luften. Det er en film, der med garanti efterlader dig med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi man er nødt til at se en film med Greta Gerwig OG Danny DeVito: ’Wiener-Dog’

Enhver, der har set Philip Seymour Hoffmans nederdrægtigt perverterede telefonopkald i ’Happiness’, en af 90’ernes bedste film, vil have dyrket instruktør Todd Solondz som en afgud.

Solondz markerede sig i 90’erne som en af amerikansk independent-films mest interessante navne, men de seneste år har han føltes mere og mere perifer. Nu ser han dog ud til at være tilbage i topform. ’Wiener-Dog’ handler om fire mennesker, der på et tidspunkt i tilværelsen har ejet den samme lille hund, titlens Wiener Dog.

En af dem er mumblecore-dronning Greta Gerwig (’Frances Ha’), der fører an i et herligt sammensat cast. Zosia Mamet (Shoshanna i ’Girls’) og Kieran Culkin fuldender indie-viben, mens Danny DeVito, Julie Delpy og Ellen Burstyn pirrer nysgerrigheden yderligere. Traileren ser charmende ud. Modtagelsen i USA har været glimrende. Vi glæder os.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi du vil vide, hvad Noam Chomsky-dag er: ’Captain Fantastic’

Ja, her fristes du måske til at tro, at der alligevel har sneget sig en superheltefilm ind på listen. Men nej. ’Captain Fantastic’ er spandex-fri zone – til gengæld har vi at gøre med en fantastisk sjov og rørende amerikansk feelgood-film.

Mens nogle holder jul og andre Hannukah, fejrer Ben og hans seks børn Noam Chomsky-dag, opkaldt efter den store, venstreorienterede amerikanske tænker. Det siger noget om udgangspunktet for Bens opdragelsesmetoder, der foregår i den frie natur fravristet enhver rest af civilisation, og som både inkluderer jagt, overlevelsesteknikker og klassisk dannelse.

Viggo Mortensen har hovedrollen og leverer en af sine bedste præstationer i karrieren, og filmen er instrueret af Matt Ross aka Gavin Belson i ’Silicon Valley’.

Det er en totalt tilgængelig og lun historie, som man skal gøre sig umage for ikke at holde af.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi du ikke ved, hvem Matthias Schoenaerts er, og derfor burde skamme dig: ’Disorder’

Han er Belgiens Mads Mikkelsen, og er han stadig et nyt bekendtskab for dig, er det bare om at komme efter det. Matthias Schoenaerts slog i ’Bullhead’ igennem med en af de bedste præstationer i nyere europæisk film og fulgte siden op med endnu en tour de force i ’Smagen af rust og ben’.

Han har hovedrollen som en PTSD-ramt ekssoldat, der i ’Disorder’ hyres af en libanesisk rigmand til at beskytte dennes hustru og barn. En intens thriller instrueret af en af filmverdens alt for få kvindelige instruktørtalenter, Alice Winocour. Filmen kommer til Danmark med masser af roser på vejen, og skal du imponere omverden med en film, som de færreste andre har hørt om, er denne et oplagt bud.

Se flere anbefalinger på næste side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi du har brug for en usædvanligt god grund til at se et kostumedrama: ’Love & Friendship’

Hvis de eneste kostumer, du normalt bryder dig om at se i dine film, sidder tæt klinet til Batman og Supermans sixpacks, kan det være op ad bakke at sælge et kostumedrama baseret på en Jane Austen-bog.

Men ’Love & Friendship’ er filmen, der får alle kostumeskeptikere omvendt. Den er instrueret af Whit Stillman, en af amerikansk films mest garvede navne bag eksempelvis ’Metropolitan’ og ’Damsels in Distress’, og den har Kate Beckinsale i en kærkommen hovedrolle som Lady Susan Vernon, der residerer på sine svigerforældre herregård, hvor hun leger kirsten giftekniv for sin datter.

Filmen har været genstand for masser af lovord og skulle være en veloplagt, yderst vittig og intelligent affære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi Island stadig er megahot lige nu: ’Sparrows’

Mere Island! Føromtalte Dagur Kari er langt fra den eneste spændende filmskaber, vulkanøen har skabt de senere år. En anden er Runar Runarsson, der har lavet flere sublime kortfilm og spillefilmdebuterede med den fine ’Volcano’.

Nu følger han op med ’Sparrows’, der handler om en 16-årig dreng, der har boet med sin mor i hovedstaden Reykjavik, men en dag bliver sendt ud til sin far i en afsidesliggende landsby, hvor han konfronteres med både barndomsvenner og faderligt ophav.

Fra kortfilmene ’Anna’ og ’Småfugle’ ved vi, at Runarsson har et mesterligt blik for teenageres coming of age, så han er helt på hjemmebane med sin nye film. Vi har tårnhøje forventninger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi du er bange for at ende ensom og alene og gerne vil bekræftes i, at det kunne være værre: ’The Lobster’

I en nær fremtid får alle singler 45 dage til at finde en mage på et hotel – ellers forvandles de til et dyr efter eget valg og sættes ud i naturen.

Sådan lyder den absurde, men pirrende præmis i Yorgos Lanthimos’ fremragende ’The Lobster’, der endelig får dansk biografpremiere. Colin Farrell har hovedrollen som David, der indlogeres på hotellet, mens Rachel Weisz spiller hans forbudte kærlighed.

Det er en i lange perioder hysterisk morsom film, der udfolder sit dystopiske univers med et forrygende skævt blik for detaljerne. Lanthimos slog igennem med den ligeledes tankevækkende ’Dogtooth’, og ’The Lobster’ er hans engelsksprogede debut. En imponerende én af slagsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fordi du altid har drømt om at være en del af college-jock-fællesskabet: ’Everybody Wants Some!!’

Hvordan følger man op på en film som ’Boyhood’? Man laver en film som ’Everybody Wants Some!!’. På overfladen er det en mere let og legende sag end den ambitiøse film om en ung mands vej fra barn til voksen: En kollektivhistorie om en gruppe baseball-spillere på et amerikansk college eller måske rettere en ikke-historie, der løssluppent, sjovt og charmerende afsøger drengefællesskabets natur og universitetslivets blanding af frihedssøgen, rastløshed og grynende alvor.

Richard Linklaters nye film er en slags opfølger til hans highschool-klassiker ’Dazed and Confused’, og selvom man aldrig har gået på et amerikansk college, interesserer sig for sport eller har en forkærlighed for bro-agtige fællesskabsregler, er der noget at komme efter.

En usædvanligt sommerglad film, der charmerer sig lige ind i hjertet på én.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Everybody Wants Some!!’ 5. juli

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af