Filmverdens Zlatan’er: Hollywoods 10 største egoer

I anledningen af premieren på dokumentarfilmen om ’Den unge Zlatan’ ser vi på den svenske fodboldspillers åndsfæller i skuespillerfaget. For er der et sted, hvor det bugner med store egoer, er det i Hollywood. Vi har fundet 10 af de mest berygtede med hjælp fra både rygtebørsen og bekendelser fra Hollywoods egne.
terminator-salvation-christian-bale-1
‘Terminator: Salvation’

1. Christian Bale

Bales hengivenhed til skuespillet viser sig ikke kun i hans mange dedikerede vægtsvingninger, men også i en perfektionistisk iver, der til tider får temperamentet til at koge over. Man skal sørge for at holde sig væk, når Bales vrede slipper fri.

Én, der ikke nåede at undslippe, var Shane Hulburt, fotograf på filmen ’Terminator: Salvation’. Da han gik forbi en igangværende optagelse og strejfede Bales synsfelt, slog det klik for skuespilleren, som det kan høres i den famøse lækkede optagelse fra hændelsen. Bale svovler af og nedgør ufortrødent Hulburt, og selvom Bale har sagt offentligt undskyld, er det svært at glemme hans truende rant.

Selv Bales medskuespillere kan have svært ved at tackle ham. Sladdermediet National Enquirer rapporterede via en anonym kilde, at Natalie Portman under optagelserne til Terrence Maliks ’Knight of Cups’ var ved at få spat af skuespillerens arrogance og gentagne krav på at tage scener om, indtil han var tilfreds.

Bales ustyrlige temperament var også et fokuspunkt i bogen ’Christian Bale: The Inside Story of the Darkest Batman’, skrevet af Bales tidligere publicist Harrison Cheung, der efter at have været Bales assistent angiveligt var så medtaget, at han måtte behandles for post-traumatisk stress.

incredible-hulk-edward-norton
‘The Incredible Hulk’

2. Edward Norton

Edward Nortons strålede i rollen som den kamplystne method actor Mike Shiner i ’Birdman’, en rolle, der metaagtigt spillede op mod Nortons ry som skuespiller. I Hollywood er Norton nemlig blevet kendt som lidt af en skyggeinstruktør, og det er ikke en praksis, der giver venner på filmsettet.

Mest berygtet er hans konstante indblanding i ’American History X’ og hans insisteren på at have final cut på den, fordi han ikke mente, at instruktøren Tony Kaye ville gøre arbejdet godt nok. Kaye, der prøvede at fjerne sin instruktørtitel som resultat, beskrev i et The Guardian-indlæg den færdige film som: »Tætpakket med klip af folk, der græd i hinandens arme. Og, selvfølgelig, havde Norton givet sig selv mere skærmtid«.

Norton blev angiveligt også skrottet som The Incredible Hulk efter 2008-filmen og erstattet med Mark Ruffalo i ’The Avengers’, fordi Marvel Studios, ifølge chefen Kevin Feige, havde brug for »skuespillere, der kropsliggør den kreative og samarbejdsvillige ånd, vores andre castmedlemmer har«.

Nortons karriere blødte, efter rygterne om hans opførsel bredte sig, men den talentfulde skuespiller fik stille og roligt gjort opmærksom på sig selv igen i Wes Andersons ’Moonrise Kingdom’ fra 2012 og ’The Grand Budapest Hotel’ i 2014, og han er også sikret en rolle i Andersons nye film.

RASPUTIN
‘Iron Man 2’

3. Gwyneth Paltrow

Gwyneth Paltrow har længe været en af mediernes favoritofre, når det kommer til at udstille usympatiske Hollywoodstjerner. Paltrow har gennem sin karriere ytret flere selvsikre (»jeg er virkelig fucking god til mit job. Folk, der er interessante og gode, ved det, og det er alt, der betyder noget«) og snobbede (»jeg ville hellere dø end at lade mit barn spise en Cup-a-Soup«) citater, men det siges også, at hun på settet kan være lidt for meget af begge dele.

Under optagelserne til ’Iron Man 2’ skulle Paltrow efter sigende have ignoreret Scarlett Johanssons eksistens på settet, fordi hun var jaloux på den opmærksomhed, der blev givet den 12 år yngre Johansson, lød det fra anonyme kilder. Og netop Paltrows kolde og uhøflige attitude over for sine medspillere er tit blevet fremhævet som et af hendes mest usympatiske træk.

Paltrow har benægtet, at der var ondt blod mellem hende og Johansson, og guderne skal vide, at der er mange i Hollywood, der nærmest svælger i at snakke dårligt om Paltrow. Skuespillerinden er dog heller ikke selv bleg for at tale bramfrit om sine kolleger, som da hun i et interview med The Guardian i 2006 talte om generiske kvinderoller:

»Selv med skuespillerinder, som man virkelig beundrer, ligesom Reese Witherspoon, tænker man, endnu en romantisk komedie? Du ved. Du ser hende i ’Walk the Line’ og tænker, gud, hvor er du god. Og så tænker du, hvorfor laver hun de her dumme romantiske komedier? Men selvfølgelig, det er for penge og status«.

boardwalk_empire_michael_pitt_pic05
‘Boardwalk Empire’

4. Michael Pitt

Da ’Boardwalk Empire’s Jimmy Darmody mødte sit endeligt i anden sæson, var det ifølge hovedforfatter Terence Winter en smertelig, men nødvendig udvikling for historiens troværdighed. Men rygterne siger, at manden bag Darmody, Michael Pitt, faktisk var så irriterende på settet, at han måtte skrives ud.

Allerede i 2011 kunne Deadline.com rapportere, at Pitt var blevet fyret fra sit agentfirma UTA, fordi han var »virkelig besværlig på settet«, og de rygter bakkede en anonym kilde fra settet på ’Boardwalk Empire’ siden op om på sitet 4Chan:

»(Pitt kom, red.) tit for sent (det forøgede omkostningerne), (han havde, red.) problemer med at huske sine replikker, (de var nødt til at skyde en hel scene om, fordi han ikke kunne huske sine replikker… det forøgede omkostningerne), han stillede konstant spørgsmålstegn ved sin karakters udvikling, prøvede tit at ændre dialogen, ville gå fra settet (…). De havde planer for hans og Angelas karakterer, men de blev bare virkelige trætte af ham«.

En anden anonym kilde bekræftede, at Pitt opførte sig på samme måde på et andet filmset. Siden hen blev Pitts rolle i ’Hannibal’ også erstattet, og så tænker man jo sit…

TNG_DAY_#04_10292014-164.dng
‘The Nice Guys’

5. Russell Crowe

Russell Crowe er efterhånden blevet kendt som lidt af en slagsbror, efter diverse historier om telefonkastning, verbale overgreb og hævede knytnæver florerede i medierne oven i et ’South Park’-afsnit, der parodierede Crowes kamplyst og drikketørst. For ligesom Bale har den ellers ydmyge skuespiller svært ved at styre temperamentet.

Historierne om Crowes udbrud kommer også fra filmsets. Under optagelserne til ’Gladiator’ havde Crowe ringet til filmens producer Brank Lustig midt om natten for at brokke sig over, at hans assistent var underbetalt. Truslen »jeg vil dræbe dig med mine bare hænder« havde angiveligt lydt over telefonen, og ifølge bogen ’The Men Who Would Be King’, hvor hændelsen beskrives, var Crowe en sand divo på ’Gladiator’-settet, hvor han ofte forlod scenen i vrede eller nægtede at sige de replikker, han blev givet.

Crowe har selv fortalt, at billedet medierne maler af ham er stærkt overvurderet, og at hans intensitet og dedikation bliver misforstået som vrede. Heldigvis nød Crowe efter sigende at være på settet til den aktuelle ’The Nice Guys’ sammen med Ryan Gosling,

Katherine_Heigl_knocked-up
‘Knocked Up’

6. Katherine Heigl

Skuespillerinden Katherine Heigl er hos publikum kendt som romcom-queen og ’Grey’s Anatomy’s Izzie Stevens, men i Hollywood er hun kendt som lidt af en pestilens. Først lagde hun sig ud med komikerkongen Judd Apatow og dernæst tv-dronningen Shonda Rhimes, og man slipper som bekendt sjældent godt af sted med at prikke til parnasset.

Efter premieren på filmen ’Knocked Up’, der rykkede Heigl op ad rangstien i Hollywood, fandt hun i et interview med Vanity Fair modet til at kalde Apatows seneste præstation »en smule sexistisk« og filmen for svær at elske. De fleste anså kommentaren som utaknemlig, og det var samme reaktion, der bredte sig, da hun i 2008 trak sit eget navn ud af kapløbet om en Emmy, fordi hun ikke mente, at det materiale, der blev givet hende i ’Grey’s Anatomy’s fjerde sæson, var en nominering værdig.

Emmy-kontroversen fik ikke bare medierne oppe at ringe, det såede ondt blod mellem Heigl og ’Grey’s Anatomy’-skaberen Shonda Rhimes, der i et interview med The Hollywood Reporter fortalte om castet på sin tv-serie ’Scandal’, at der var »ingen Heigls i denne omgang«. Hun uddybede sin »ingen røvhuller-politik: Jeg finder mig ikke i bullshit eller væmmelige mennesker. Jeg har ikke tid til det«.

Katherine Heigl har senere undskyldt for sine meget omdiskuterede udtalelser, som hun i dag siger, at hun fortryder. Men kilder fra settene på både Foxs ’Five Killers’ og filmen ’New Year’s Eve’ kan fortælle, at Heigl af mange stadig anses som en trættende kollega, der er uprofessionel og stiller uhørt høje krav.

val-kilmer-in-the-island-of-dr.-moreau-(1996)-large-picture
’The Island Dr. Moreau’

7. Val Kilmer

»Der er to ting, jeg aldrig nogensinde vil gøre i mit liv: Jeg vil aldrig bestige Mount Everest, og jeg vil aldrig arbejde sammen med Val Kilmer igen«.

Val Kilmer var i slut-80’erne spået en stor karriere, og de fleste tilskriver hans store ego og mund som årsagen til hans undergang. Tag bare instruktøren John Frankeinheimer, der stod bag filmen ’The Island Dr. Moreau’ og er afsenderen bag ovenstående citat. Det var en film, hvis første instruktør blev fyret efter tre dage – fremskyndet, rygtes det, af Kilmer selv – og som skuespilleren var ivrig for at kritisere, ændre og skyggeinstruere.

Kilmer beskrev sin opførsel på settet som påvirket af sin igangværende skilsmisse, men rygterne om hans samarbejdsvanskeligheder florerede allerede året forinden omkring Joel Schumachers ’Batman Forever’. Schumacher beskrev i Entertainment Weekly Kilmer som barnlig og uprofessionel og uddybede, hvordan Kilmer havde nægtet at tale til Schumacher to uger i streg og konstant kom op at toppes med crewet.

Kilmer har mildest talt skubbet alle, han har arbejdet sammen med, fra sig, og han må siges at besidde et af Hollywoods største egoer. Men selvom hans karriere ikke bragede igennem som forventet, kan han stadig smigre sig ind hos auteurs som Terrence Malik og Tomas Alfredson, hvis næste film han er med i.

Austin-Powers-3-mike-myers
‘Austin Powers in Goldmember’

8. Mike Myers

Hollywoods komikere er ofte de sidste, man forventer skulle være hysteriske egoer, men det viser sig at være tilfældet med ’Austin Powers’-frontmanden Mike Myers, hvis rygte i Hollywoods filmstudier er mere end besudlet.

Der er mange historier om Myers overfølsomme opførsel, og de daterer helt tilbage til hans gennembrud i ’Wayne’s World’, hvor han var imod karakteren Garth, fordi han mente, den ville overskygge ham. Under optagelserne til en af hans største succeser, ’Shrek’, besluttede han halvvejs inde i optagelserne, at Shrek skulle have en skotsk accent, og den beslutning kostede Dreamworks 5 millioner dollars at imødekomme.

Men hans mest uforståelige kontrovers omhandlede en filmatisering af hans SNL-karakter Dieter i 2000. Myers erklærede højt og tydeligt, at han bakkede ud af projektet, fordi han ikke ville skuffe publikum med så underlegent et manuskript – som han altså selv havde skrevet.

Myers er for mange nok alligevel et afsluttet kapitel i Hollywood, og komikerens senere projekter har bestået af sporadiske SNL-gæsteoptrædener og uendelige bunker af ’Shrek’-kortfilm. Men gad vide om rygterne om en ’Austin Powers 4’ holder stik?

Glee-Lea-Michele-2
‘Glee’

9. Lea Michele

Fiktionen lå efter sigende meget tæt på virkeligheden, da Lea Michele indtog rollen som den selvhøjtidelige og snobbede Rachel Berry i musicalserien ’Glee’. Lea Micheles karriere er siden serien opløst i tynd luft, men hendes status som vaskeægte diva vil sent blive glemt.

I en periode, hvor skuespillerinden Kate Hudson havde været gæstestjerne på serien, kunne en kilde rapportere, hvilket »mareridt« det havde været for Hudson at arbejde sammen med Michele. Via US Weekly havde kilden fortalt, at Hudson anså Michele som en »total diva« og beskrev et specifikt optrin: »Engang, da der var en teknisk forsinkelse, knipsede Lea og sagde ’kom nu! Jeg har planer!«.

Ifølge The Daily Mail har Micheles co-star Naya Rivera, der spiller cheerleaderen Santana, også haft fejder på settet med den nu 29-årige Lea Michele. Under optagelser i 2014 skulle Michele angiveligt været stormet fra settet, efter Naya havde klaget over hendes opførsel.

Flere historie dukker formentlig op, når Riveras selvbiografi ’Sorry Not Sorry’ udkommer i september. En kilde har fortalt Radar, at Rivera i bogen vil »have folk skal vide, hvordan Lea virkelig er og vil tale om både hendes opførsel on-set og off-set og om, hvordan Lea behandlede dem omkring sig og opførte sig som en total diva«.

Cop Out
‘Cop Out’

10. Bruce Willis

At Bruce Willis er en hård nød at knække på filmsettet, er en historie, der primært kommer fra instruktøren Kevin Smith. De to arbejdede sammen på filmen ’Cop Out’, og da Smith talte om oplevelsen i Marc Marons ’WTF’-podcast, var det ikke meget pænt, han havde at sige om sit tidligere idol.

»Han viste sig at være den ulykkeligste, mest bitre og mest ondskabsfulde emo-bitch, jeg nogensinde har mødt i mit arbejdsliv«, sagde han og kaldte hele oplevelsen med Willis for »sjæleknusende«. Men allerede siden 80’erne har Willis samlet sig nogle fjender på diverse filmsets, som på sitcom-serien ’Moonlight’, hvor hans dårlige forhold til co-star Cybill Shepherd gjorde alle på settet ubehageligt til mode.

Han har også mange år efter optagelserne til ’Armageddon’ bekendtgjort på siden Ain’t It Cool, at han aldrig ville arbejde sammen med Michael Bay igen, der til Willis’ forsvar dog også er kendt som en hård negl i Hollywood-kredse. Men også instruktøren af ’Tears of the Sun’ har kaldt Bruce Willis for en »pain in the ass«, så actionhelten har efterhånden lagt sig ud med en del Hollywood-instruktører og filmcrews.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af