Hele 683 profiler fra film- og underholdningsbranchen fik i går en invitation til at komme med i The Academy of Motion Pictures Arts & Sciences, nærmere bestemt den organisation, der uddeler Oscar-priserne.
Som bekendt har Oscar været under massiv beskydning for manglen på diversitet, og organisationens præsident Cheryl Boone Isaacs har allerede iværksat adskillige initiativer for at lave om på den skæve fordeling blandt akademiets omkring 6000 medlemmer.
Det afspejler sig også tydeligt i den nye, rekordstore invitationsliste, hvoraf 46 procent er kvinder, og 41 procent er andre farver end hvid. Accepterer de nye kandidater invitationen, vil mand/kvinde-fordelingen gå fra 75/25 til 73/27 procent, mens antallet af hvide vil gå fra 92 til 89 procent. Der er medlemmer på listen fra 59 lande, og 28 af de nye medlemmer har selv vundet en Oscar.
Listen består eksempelvis af sorte skuespillere som Idris Elba, Michael B. Jordan, Anthony Anderson, Dennis Haysbert og John Boyega (‘The Force Awakens’) og af musikere som Ice Cube, Mary J. Blige og Will.i.am.
Blandt kvinderne er Greta Gerwig, Kate Beckinsale, Dakota Johnson, Tina Fey og svenske Alicia Vikander. Der er dog også blevet plads til gode gammeldags hvide mænd, fra Ken Loach til Tom Hiddleston.
Og så er der faktisk indtil flere danskere på listen:
Tobias Lindholm, der var Oscar-nomineret for ‘Krigen’ sidste år, dennes klipper Adam Nielsen, ‘The Neon Demon’-aktuelle Nicolas Winding Refn, den dobbelt Oscar-nominerede dokumentarinstruktør Joshua Oppenheimer, hans producer Signe Byrge Sørensen og klipper Niels Pagh Andersen, Susanne Biers faste producer Pernille Bech Christensen, kostumedesigneren Manon Rasmussen, der har stået for kostumerne på de fleste af Lars von Triers film samt Nikolaj Arcels Oscar-nominerede ‘En kongelig affære’, og endelig producer Christian Potalivo, der vandt en Oscar for kortfilmen ‘The New Tenants’.
Se hele listen hos The Hollywood Reporter.