På trods af formaningen i titlen til den nye Jack Reacher-film har Tom Cruise valgt at vende tilbage til fortællingen om den tidligere major, der har kastet sig ud i en mere risikobetonet karriere som problemknuser.
Det er dog Reacher selv, der står med problemerne i opfølgeren til den ganske underholdende film fra 2012, da han vender tilbage til militæret og erfarer, at han er anklaget for et 16 år gammelt mord. Han må flygte, og med sig tager han den nye major Susan Turner (Cobie Smulders), der også selv er i stor fare.
Den første teasertrailer fik premiere på Entertainment Tonight, hvor Cobie Smulders fortæller om filmen undervejs. Der er ikke meget nyt under solen i det første kig på ‘Jack Reacher: Never Go Back’, men action, rå punchlines og biljagter skulle der være nok af.