1. Zoolander 2’
Åbningen er genial: Etterens rosenrøde slutning kollapser med ét, da Derek Zoolanders center for læringshæmmede børn styrter i havet, og hans udkårne omkommer tragisk.
Fra det punkt bliver det dog stadigt sværere at øjne en retfærdiggørelse for anden omgang i Stillers infantile modeunivers.
Hvor etterens crazy-komiske spredehagl som regel stimulerede lattermusklerne, er hitraten drastisk reduceret i ’Zoolander 2’, der sætter sin lid til genbrug og sløje cameos. Det er ikke, fordi man ikke frydes ved synet af Sting som oprørsmand, Kiefer Sutherland som orgie-leder og alverdens modeguruer i øst og vest, men så snart kendisfaktoren er udtømt, afsløres manuskriptets uheldige akilleshæl: Det er ganske umorsomt.
Kun Justin Bieber med blue steel-grimasse i dødsøjeblikket tager for alvor kegler.
Selve plottet kopierer skamløst forgængerens formel og river Will Ferrells superskurk Mugatu ud af hans lænker, så han igen kan omstyrte modebranchen på nedrig vis. Det er ganske enkelt for letkøbt.
2. ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’
Man kan mene, at skæbnen var hård ved Zack Snyders ’Batman v Superman: Dawn of Justice’, der kom i internettets gabestok med alt, hvad det indebar af Sadfleck og sønderlemmende kritik. I virkeligheden fortjente blockbusteren ikke den herostratiske berømmelse, for den er ret beset intet makværk, om ikke andet fordi Ben Affleck tegner et solidt portræt af flagermusemanden som en tvær eneboer fortæret af (selv)had.
Men Zack Snyder fejlede alligevel, fordi den kroniske effektjæger ikke magtede at dosere sine virkemidler og vide, hvornår overflødighedshornet boblede over. Hvor filmen glimrede i det subtile samspil mellem Afflecks Wayne og Jeremy Irons’ Alfred, skabte den kollektiv hovedpine på biografsæderne med sine CGI-tunge effektorgier, ikke mindst i tredje akt, hvor karakterudviklingen suspenderes til fordel for ødelæggelser i stor målestok.
Det er en ærgerlig udvikling for Snyder, der imponerede med Romero-genindspilningen ’Dawn of the Dead’ og det dampende voldsdigt ’300’, men siden mest har lignet en kåd femårig, der storhylende smadrer løs med sit legetøj.
Vi krydser fingre for, at Affleck får tøjlet sin instruktør, når duoen igen samler DC’s superhelte i ’Justice League’.
3. ‘Grimsby’
Det er næsten ubegribeligt, at noget så fordummende som ’Grimsby’ er undfanget i Sacha Baron Cohens kringlede sind.
Det er, som om agentfilmen udvinder det usmagelige overdrev fra ’Borat’ og ’Bruno’ og kyler den performative metaleg – og alle andre intellektuelle lag – ud således, at kun sjofelhederne bliver tilbage. Havde det så i det mindste været sjovt…
I dette utålelige univers, hvor Cohens fodboldfanatiske familiefar slynges ind i agentbranchen af sin James Bond’ske bror, er der intet, der er federe end erigerede elefantlemme, forgiftede testikler og tykke kvinder under sex.
Og agentplottet? Jeg husker ikke, hvad det gik ud på.
4. ‘Hardcore’
Var det virkelig skuffende? Havde man virkelig forventet, at ‘Hardcore’ ville fungere som helhed og ikke blot i fragmenter?
Konceptet – en adrenalinpumpende insisteren på POV-optagelser – er ideel til trailere, men problematisk som grundlag for hele film, fordi identifikationen besværes af manglen på øjenkontakt. Det er lykkedes før, blandt andet i den danske webserie ’Anton 90’ og delvist sci-fi-gyseren ’Cloverfield’, men ’Hardcore’ formår aldrig at sætte schwung i rutstjebaneridtet, fordi det frenetiske effektjageri dræber alle kunstpauser og udmunder sig i japperi.
At det halter med karaktermotivation og psykologisk dybde kan til nød tilgives i en film af denne støbning, men at actionscenerne ikke løfter sig over det jævne, så snart POV-grebet har tabt sin sensationsværdi, er skuffende.
5. ‘Special Correspondents’
Vores anmelder grinte kun én gang under ’Special Correspondents’: Da han fandt ud af, at han kunne udløse et nyseanfald ved at stikke sin kuglepen langt nok op i næsen.
Ricky Gervais’ reporterkomedie er da også en alvorlig fortsættelse af den kvalitetsmæssige deroute, som den britiske komiker har oplevet i den seneste årrække, først med spillefilmsdebuten ’En sand løgn’ og senere med Netflix-serien ’Derek’.
’Special Correspondents’ – om et reporterhold, der faker dækningen af en ecuadoriansk borgerkrig fra et loftsrum i Mexico – er sølet til i klichéer i en sådan grad, at man næsten – næsten! – tror, det er overlagt. Og nå ja, så er den hamrende racistisk.
Ricky Gervais får forhåbentligt oprejsning, når han senere i år er aktuel med ’The Office’-spin-off’en ’David Brent: Life on the Road’.
6. ’Independence Day: Resurgence’
Undertitlen ’Resurgence’ mere end indikerede, at originalens gavtyvglimt i øjet var gået tabt i denne blodfattige Emmerich-basker, der lig hovedparten af instruktørens ujævne bagkatalog begraver sig selv i masseødelæggelse.
Opfølgeren søger ellers febrilsk efter forgængerens charme og har sågar overtalt Jeff Goldblum og Bill Pullman til at genoplive deres oprindelige roller, men de reduceres til stive statister i en film, hvis unge hovedrolleindehavere har karisma som umalede gipsvægge.
Plottet er en så fad gentagelse af etterens ramasjang – rumvæsenerne søger revanche med nogenlunde samme strategi (ødelæg alt!) – at vores anmelder måtte skifte side og huje på de intergalaktiske fjender: »Hvorfor give en døjt for planetens overlevelse, når det alligevel aldrig føles, som om der er noget på spil, uanset hvor mange storbyer og millioner af liv, der går tabt i CGI-ilden?«
Ja, hvorfor egentlig?
7. ’I Saw the Light’
To af nyere tids bedste biopics er ’Il Divo’ om Giulio Andreotti og ’I’m Not There’ om Bob Dylan. Det er film, der ikke passivt refererer de autentiske begivenheder, men tvinger sig ind bag pandebrasken på personerne ved brug af filmmediets mangfoldige muligheder. De efterlod en forvirret, men også beriget og begejstret, fordi de gjorde os klogere på personen, end nogen slavisk historietime ville formå.
’I Saw the Light’ er modstykket, en arketypisk biopic om countryikonet Hank Williams, der ikke vil andet end at springe ugideligt fra a til z. Ja, den fortæller os, at Williams kæmpede med alkoholisme, dårlig ryg og en destruktiv sexlyst, men den svarer aldrig på kernespørgsmålet: Hvem var han?
Tom Hiddleston fanger mimik og tjæresprøjtende sydstatsaccent, men selv ikke en pragtpræstation kan befri denne biografiske petitesse fra forudsigelighedens lænker.
8. ’Demolition’
Når Jake Gyllenhaal og Jean-Marc Vallée (’Dallas Buyers Club’) slår pjalterne sammen og endevender selve den moderne storbyeksistens, forventer man at gå beriget fra biografsalen.
Guderne skal vide, at de prøver hårdt med en fortælling, der er sprængladet med eksistentielle kvaler, udbasuneret i voice-overs, sødsuppe-symbolik og nedrivninger i hobetal. Gyllenhaal er træmanden, der giftede sig med en kone, han ikke elskede, står op kl. 5.30 sharp hver dag og skovler penge ind i en ubrydelig rutine. Han går søvngang gennem livet med stift greb om attachemappen. Altså lige indtil konen dør i et biluheld.
Så klager han til en slikautomat-producent, der frarøvede ham hans M&M’s i hospitalets venterum, og så møder han kvinden, han skriver til, mens hans langsomt lærer, at han må rive ned for at bygge op – sådan i metaforisk forstand.
Symbolikken bliver slet og ret for tyk i en fortælling, der ikke er halvt så begavet, som den selv tror og end ikke er tæt på at kunne bære en spillefilmslængde.
Læs også: Vi kårer halvårets 10 bedste film