’Better Things’: Louis C.K.-makker Pamela Adlon imponerer med ny serie

’Better Things’: Louis C.K.-makker Pamela Adlon imponerer med ny serie

En ældre kvinde sidder på en bænk og stirrer længe på en mor, der ignorerer sit grædende barn.

»Hej. Vil du købe øreringene til hende?«, udbryder moren. »For det er derfor, hun græder, på grund af øreringe til seks dollars, som hun allerede har derhjemme. Men hun vil have dem lige nu. Du burde gå i butikken og købe dem til hende, for jeg gør det ikke. Ellers stop med at glo«.

Pamela Adlon spiller på glimrende vis den rapkæftede mor, Sam Fox, der i den semi-biografiske serie ’Better Things’ både kæmper med livet som enlig mor til tre piger og forsøger at få sparket liv i en svindende skuespillerkarriere.

Sam Fox er en stålfast karakter, der ikke altid håndterer hverdagsproblemerne med ynde. Teenagedatteren beder hende om at købe hash, hendes gamle mor er omklamrende og snakker som et vandfald, og selv er hun på jagt efter kærligheden. Udfordringer er der nok af, og overskuddet bliver ikke ligefrem større af, at Sam er over det, der normalt klassificeres som sidste salgsdato i Hollywood. Hun kan få arbejde som stemmeskuespiller, men skal finde sig i lidt af hvert for at få flere live action-roller. Hun går til auditions på dårlige produktioner, bliver fyret fra sci-f- film efter at have brugt flere timer på at få anlagt alien-makeup, og så spiller hun over for en ugidelig David Duchovny, der midt i optagelserne beslutter sig for at gå rundt med et religiøst armbånd: »Continuity’s for pussies«.

Pamela Adlon har skabt ’Better Things’ i samarbejde med Louis C.K., og fans af C.K. vil genkende hende som Louies kone fra ’Lucky Louie’ samt fra adskillige gæsteoptrædener i successerien ’Louie’, hvor hun spiller en karakter, der minder en del om Sam fra ’Better Things’.

Der er i det hele taget flere ligheder mellem ’Better Things’ og ’Louie’: Den ufiltrerede dialog og vekslingen mellem humor og oprigtige livsanskuelser. Sam døjer ligesom Louie med at være enlig forælder, blive ældre og lede efter kærligheden, og det lykkes’Better Things’ at bevare balancen mellem plathed og alvor, når skrøbeligheden og ømheden får frit spil.

’Better Things’ er dog langt mere end en konceptkopi af ’Louie’, for den handler først og fremmest om det at være moderne kvinde. Vi har de senere år set utallige serier, hvor sjove folk spiller versioner af sig selv, men styrken ved ’Better Things’ er netop, at den ikke handler så meget om Hollywood-satire, men om en midaldrende enlig mors hverdagsudfordringer, der både er sjove og seriøse.

Det er ikke ligefrem noget, der ses særlig ofte på tv, og det bidrager blot til, at ’Better Things’ ikke alene fremstår som et friskt pust, men også som en vigtig serie, der agerer talerør for den i tv-verdenen så ukonventionelle moderne kvinde.

Nogle af scenerne kan fremstå en smule løse i poderne, men ’Better Things’ spiller stadig fornemt op til Pamela Adlons styrker. Hun er både stærk og skrøbelig – og viser, hvordan man på samme tid kan rumme det seje og skrupskøre, som da hun bliver bedt om at holde en tale på pigernes skole om at være mor og have en karriere foran sig:

»Vi er alle piger og kvinder. Vi bløder alle og lider, og når blødningen stopper, lider vi stadigvæk. Men I finder jeres egen sti, for vi er stærke, og vi kan håndtere det. Så længe I tror på jer selv og passer på hinanden, improviserer vi bare resten, som vi går igennem det«.

Det er muligvis ikke de mest inspirerende ord om livet som kvinde, som skolepigerne nogensinde har hørt, men det er formentlig nogle af de mest ærlige. Og hvad ærlighed angår, må ’Better Things’ siges at være aldeles leveringsdygtig.


Kort sagt:
Pamela Adlon og Louis C.K. har i samarbejde skabt en original serie, der på samme tid rummer humor og alvor, og hvor Adlon er glimrende i rollen som rapkæftet enlig mor, der kæmper med hverdagen og en dalende skuespillerkarriere.

Tv-serie. Hovedforfattere: Pamela Adlon, Louis C.K.. Medvirkende: Pamela Adlon, Celia Imrie, Mikey Madison, Hannah Alligood, Olivia Edward. Spilletid: Otte afsnit á ca. 22 min.. Premiere: Den 9. september på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af