Årets kamp om POTUS-jobbet har fra første færd været en gave for ‘Saturday Night Live’. De har ikke skullet lede længe efter godt materiale til parodierne med en Hillary Clinton, der prøver hårdt at være folkelig, og den hårviltre chauvinist Donald Trump.
Og med endnu en hektisk politisk uge med »grab ’em by the pussy«-skandalen, Trumps nyligt opdagede stalker-gen og internetsensationen Ken Bone er den seneste ‘SNL’-sketch selvskrevet.
Kate McKinnon og Alec Baldwin gik i weekendens ‘SNL’ for tredje gang i manegen som de to kandidater. Her afviser de efter en introduktion, der er en boksekamp værdig, hinandens håndtryk, mens McKinnons Clinton efterfølgende forsøger sig med et casual lean. Clinton kæmper stadig med at nå folket, så hun prøver at blive venner med vælgeren Patricia og hylde sit eget barnebarn, som, hun formoder hedder Chelsea Jr.
I det andet ringhjørne nailer Baldwin igen sin lattervækkende udgave af Trump, da han håndterer anklagerne om seksuelt misbrug med at henvise til Bill Clintons affærer. Forskellen er bare, at de kvinder fortjener taletid, mens hans egne kritiske røster »need to shut the hell up«.
Dette var i øvrigt sketchen, der fik Trump selv til at sende en sviner mod ‘SNL’ og Baldwin den anden vej på Twitter:
Watched Saturday Night Live hit job on me.Time to retire the boring and unfunny show. Alec Baldwin portrayal stinks. Media rigging election!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) October 16, 2016
Læs mere: ‘Melanianade’: Donald Trumps kvinder svarer igen i Beyoncé-inspireret ‘SNL’-spoof