Roms årlige filmfestival, Festa Del Cinema Di Roma, løber af stablen i disse dage, og i den anledning gæstede Tom Hanks i går aftes den italienske hovedstad, hvor han foran et begejstret publikum og international presse modtog en pris for sin mangeårige karriere, overrakt af ingen ringere end skuespillerinden Claudia Cardinale (‘Once upon a time in the west’, ‘8 1/2’), en af italiensk filmhistories største divaer.
»Du har fået mangen en ung mands hjerte til at banke hurtigere!«, erklærede Hanks ærbødigt, da Cardinale, som har rundet de 78, omfavnede ham på scenen.
Den amerikanske superstjerne fortalte forinden karakteristisk animeret om sine mange film, hvoraf de senere års Dan Brown-filmatiseringer som bekendt har bragt ham til Italien af flere omgange, jokede med sin italienske oversætter og takkede festivalen for alt postyret »bare for mig«.
»Det er jo helt overvældende«, udbrød Hanks mens klip fra blandt andet ‘Saving Private Ryan’, ‘Philadelphia’ og ‘Forrest Gump’ rullede over storskærmen bag ham til vild applaus og hujen fra publikum.
Vi var på pletten og har samlet de bedste citater fra seancen:
Om at arbejde med Phillip Seymour Hoffman:
»Philip Seymour Hoffman var utrolig at overvære i aktion. Måden, han gled sømløst ind i sine karakterer, var uforlignelig. Vi arbejdede sammen i ‘Charlie Wilson’s War’, der havde nogle længere, dialogtunge scener over mange sider. Mens jeg havde privatchauffør til og fra settet og egen trailer, hvor jeg sad og svedte over mine replikker, så jeg Philip sidde ude i sin egen bil og drikke sin morgenkaffe fra et papkrus, mens hans øvede dialogen.
Han var helt afslappet og nede på jorden, og det fik mig til at tænke, at jeg måske heller ikke skulle overtænke eller prøve at forcere processen. Den scene, hvor hans karakter Gust Avrokatos møder min karakter Charlie Wilson i ‘Charlie Wilson’s War’, står for mig som en de største oplevelser, jeg har haft i min karriere som skuespiller. Philip var Gust fra først take. Og han viede ikke fra sit meget høje professionelle niveau, uanset hvor mange takes en scene tog«.
Om at blive instrueret af Clint Eastwood:
»Clint behandler sine skuespillere som frygtsomme heste. Det er en lektie, han har taget med fra sine spagettiwestern-dage, hvor han tit selv sad til hest, når en scene begyndte. Han og de andre skuespillere ville sidde der på hesteryg og være klar, men når der så blev skreget ‘ACTION!’, blev de stakkels heste så forskrækkede, at de for i alle retninger.
Derfor sætter Clint nu sine egne scener i gang med en lille håndbevægelse og et nærmest hviskende, ‘ja, så må du så godt starte’. Ligeledes afslutter han en scene med et stille, ‘og det var vist nok af det’«.
Om Steven Spielberg:
»Steven lever og ånder film. Han er en mester udi faget, og man er fuldstændigt tryg i hans hænder. Når man så endda får lov til at lege tagfat med Leo, som i ‘Catch Me If You Can’, kan man ikke bede om meget mere«.
Om at arbejde på ‘Cast Away’ i fem år:
»Robert Zemekicks og jeg rodede rundt med manuskriptet til ‘Cast Away’ i fem år, før vi kom i gang. Vi kunne simpelthen ikke finde ud af, hvordan filmens sidste tredjedel skulle rundes af. Da det så kom til at skyde filmen, forslog Robert, at vi optog den første del med mig som fed, og så ventede et år med at skyde resten.
Det ville give mig tid til at smide en enorm masse vægt, og Robert ville skyde en helt anden film i mellemtiden med det samme filmhold for at holde tandhjulene kørende og sikre filmstudiet, 20th Century Fox, at økonomien hang sammen på ‘Cast Away’. Normalt ville man jo aldrig kunne tage et års pause midt i filmoptagelserne, men det lykkedes, fordi Robert lige skød gyseren ‘What Lies Beneath’ med Harrison Ford og Michelle Pfeiffer«.
Om at optage opera-scenen i ‘Philadelphia’ (filmen, der sikrede ham karrierens første Oscar for bedste mandlige hovedrolle):
»Man finder ikke mange bedre end Maria Callas til at udtrykke både afgrundsdyb sorg og kærlighed. Vi optog scenen klokken to om natten i en lejlighed i Philadelphia. Mig, Denzel Washington, instruktør Jonathan Demme og lydmand Ron Bochar. Som regel når man filmer scener med musik, skyder man dem uden musikken eller med meget lav baggrundsmusik af hensyn til dialogen, og så lægger man soundtracket ind bagefter.
Her skulle min karakter, som er døende af aids, lytte til Maria Callas’ hjerteskærende italienske arie og oversætte for Denzels karakter, mens jeg bevægede mig rundt på gulvet i lejligheden. Vi overvejede en øresnegl, så jeg kunne lytte til musikken derigennem, men den ville man kunne se i forskellige vinkler. Til sidst sagde Jonathan: ‘Nu fyrer vi helt op for Maria Callas, og så spiller vi bare scenen. Så må vi fikse lyden i redigering bagefter, det vigtigste er indlevelsen nu og her. Så det gjorde vi, og scenen var i kassen på to timer. To timer, der immervæk drænede mig fuldstændigt følelsesmæssigt«.
Om ‘Forrest Gump’:
»Jeg var meget tiltrukket af måden, hvorpå Forrest oplever de samme historiske perioder og begivenheder, som min egen generation er gået igennem. Forrest har ikke meget sense – men han har common sense. Og med den bundærlige tilgang til livet klarer han sig igennem selv forfærdelige oplevelser som for eksempel Vietnam-krigens rædsler«.
Soundvenue var inviteret til Rom Film Festival af Mazda.