Året ifølge Dar Salim: »Jeg tuder, hver gang der er en far-søn-scene«

Året ifølge Dar Salim: »Jeg tuder, hver gang der er en far-søn-scene«

Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for film, musik, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.

I dag er turen kommet til Dar Salim, der som Bo Skytte i tredje sæson af ‘Dicte’ kom på flere prøvelser end nogensinde før, inklusive en gidseltagning, havde en lille rolle som lægen Sami i ‘De standhaftige’ og er aktuel som Onkel Rafig i ‘Iqbal og Superchippen’. Mest interessant er dog hans kommende hovedrolle i actionhævndramaet ‘Underverden’, der får premiere 19. januar.

Hvad vil du især huske 2016 for?
»At Trump blev præsident. Det er et billede på alt det, der er galt med vores verden. Et eller andet sted er det godt, at det skete, for hvis det ikke var sket, ville alle dem med de rigtige holdninger ikke være blevet tvunget til at kigge indad og prøve hårdt at forstå, hvordan det kunne gå så galt. Det er knald eller fald nu. Enten vender vi skuden, eller også falder Romerriget«.

Hvilket nyt talent imponerede dig i løbet af året?
»Formel 1-køreren Max Verstappen! Det er fedt at følge Kevin Magnussen, men Max er for sindssyg«.

Hvis du skulle give én film/serie/album/spil videre til de kommende generationer, hvad skulle det så være?
»Jeg er fan af ‘The Walking Dead’. Den handler om alt andet end zombier og viser bare, hvordan vi ville reagere, hvis vi nulstillede alt, fra hvorfor man ikke må begå drab til selvmord, til hvorfor vi skal tro på gud, hinanden, kærlighed og alt andet eksistentielt, som mange af deres samtid per automatik er programmeret til at opfatte på en bestemt måde og ikke reflekterer over selv«.

Årets største skuffelse for dig?
»At samtlige politikere er så visions-, nosse- og historieløse og kun tænker to-tre år frem i tiden. Der mangler reelt lederskab i verden, og når der gør det, vil der altid kunne dukke en Donald op og udnytte det«.

Hvilken Youtube-video lå du færdig af grin over?
»Jeg så et sammenklip af børn, der faldt og slog sig. Jeg græd af grin. Undskyld«.

Hvilken film/serie fældede du en tåre til?
»Jeg tuder, hver gang der er en far-søn-scene. Jeg er blevet lidt af et tudefjæs og har for let til tårer, når der er en god scene. Det er faktisk pinligt…. især på en date«.

Læs også: Året ifølge Pilou Asbæk: »At insistere på sit nærbillede over for Scarlett Johansson, er det mest hardcore politiske spil, jeg har oplevet«

Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af