’Taboo’: Tom Hardy er besættende i ny miniserie på HBO Nordic
Allerede fra første grimasse er det tydeligt, at Tom Hardy har været med til at skrive sin egen hovedrolle i ’Taboo’.
Miniseriens omdrejningspunkt, James Delaney, stjæler karaktertræk fra flere af skuespillerens glansroller, en gryntende maskulin enspænder, der hjemsøges af indre genfærd, inkarnerer det gådefulde og slår en proper næve, når det tillukkede ydre opløses i raseri.
Uopfindsomt? Måske. Men jeg tror, jeg taler for mange, når jeg siger, det er svært ikke at lade sig besætte af Hardys blik, når det flakker på tærsklen til tordnende galskab.
I ’Taboo’ vender han hjem fra Afrika til London med sindet fordærvet af okkulte minder og mareridt, selv om rygtet om hans død var skyllet ind på de britiske bredder længe før ham. »There walks a dead man«, hviskes der i krogene, da han træder ind på kirkegulvet til sin fars begravelse.
Faren blev forgiftet, og det skulle ikke undre nogen, om selskabet East India Company stod bag. Firmaet med Jonathan Pryce (’Game of Thrones’) som olm spydspids (sjældent har ordet fucking runget så kradst) vil have fingrene i den ø, som afdøde Delaney ejede, fordi den er blandt nøglerne i den Amerikansk-engelske Krig (1812-14). Øen og dermed dødsdommen går i arv til sønnen James, der dog viser sig at være en særligt spids torn i øjnene på sine fjender.
Scenen, hvor de afstumpede magtmænd forsøger at fravriste Delaney øen med retoriske og økonomiske midler, men mødes af lutter subtile fornærmelser, er en tour de force i skuespil og iscenesættelse. Det er der, ’Taboo’ funkler. I de små stilheder, de sigende blikke, de fygende stikpiller. Hardy ejer sine scener, men får heftigt modspil af blandt andre Pryce og Michael Kelly (’House of Cards’) i de første to afsnit (instrueret af danske Kristoffer Nyholm), og flere dialoger er spændt til bristepunktet med den nerve, man også mærker på Londons teaterscener.
De strategiske forhandlinger i magteliten kunne let have kammet over i merkantil-lingo anno det 19. århundrede, men selv om debutafsnittet byder på et par tekniske udredninger – og kommer lidt trægt ud af starthullerne – integreres forhandlingerne fint i dramaet. Som i hovedforfatter Steven Knights foreløbige hovedværk ’Peaky Blinders’ er miljøskildringen i højsædet, med gader af lort og mudder og udskud med blod i ansigtet og rådne tænder i munden, og ligesom Cillian Murphys peaky blinder er Tom Hardys Delaney et enigmatisk dragende anker midt i møddingen.
Om ’Taboo’ kan forløse sit potentiale i miniseriens resterende seks afsnit er mere usikkert. Delaneys mareridtsagtige flashbacks til den afrikanske jungle frustrerer til tider i de første afsnit, og spørgsmålet er, om serien kan forene metafysikken – havhekse, genfærd og whatnot – med den benhårde gengivelse af 1800-tallets England.
Omvendt: Hvis nogen kan rumme vanviddet, er det Tom Hardy.
Kort sagt:
Tom Hardy besætter i BBC-miniserien ’Taboo’, der jonglerer grumt historisk drama med mareridtsagtig metafysik. De første episoder byder på flere fænomenale enkeltscener, men efter to afsnit er det endnu et åbent spørgsmål, om serien kan indfri sine egne ambitioner.
Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.