Vi kan være ganske sikre: Vinteren kommer og hovederne vil rulle. Det har de altid gjort i ‘Game of Thrones’ og sæson 7 bliver formodentlig ingen afvigelse fra den metier.
Men hvem ryger først i svinget i den kommende sæson? Theon Greyjoy skal i hvert fald ikke føle sig for sikker, hvis man skal tro 10.000 fans af serien, som analysesitet Sports Betting Experts har spurgt om, hvem der som den næste dør i serien.
14 procent tror, at Theon Greyjoy står først for skud. Otte procent skød på Melisandre, mens Davos Seaworth og Jorah Mormont følger lige efter. Både Bran Stark, Daenerys Targaryen og Jon Snow lader omvendt til at være rimeligt sikre i første omgang.
Skal man derimod satse på et stort, men ikke helt usandsyligt afkast, anbefaler analysesitet, at man lægger pengene på Cersei Lannister eller den danske duo Jamie Lannister og Euron Greyjoy.
Sammenligner man med, hvor sandsynligt andre sportsbettingsites vurderer det er, at en karakter dør i løbet af sæsonen, så er Cersei Lannister, Septa Unella og The Sand Snakes mest udsat, men altså ikke i første geled.
Sæson 7 har premiere til sommer.
Læs også: Hadet ‘Game of Thrones’-karakter vender overraskende tilbage i sæson 7