‘The Fate of the Furious’: Svulmende actionfilm byder på utilsigtet homoerotik
Svulstige actionsekvenser og homoerotiske spændinger præger den seneste ’Fast & Furious’-film, der heldigvis ikke tager sig selv seriøst, men til gengæld lider af en mangel på charme og friske idéer.
Det starter meget macho: Inden for 30 sekunder zoomes der ind på en cubansk bikininumse så alle må være klar over, at det er med reptilhjernen, filmen skal ses. I lyset af de knap fire milliarder dollars, franchisen har indspillet indtil nu, er denne åbenbare appel til vores indre idiot en genial forretningsstrategi.
I denne ottende film må Vin Diesels Dom forråde sit team og hjælpe en cyberterrorist, Cipher (Charlize Theron), der har en klemme på ham. Dom tvinges således til at skaffe russiske atomkoder og tage kontrollen over en russisk ubåd, og som modsvar samler Mr. Nobody (Kurt Russel) Diesels gamle team og parrer det med skurkene fra de seneste to film, Shaw-brødrene (Jason Statham og Luke Evans). Det er altså Vin Diesel mod ’familien.’
Som før set i ‘Fast & Furious’-universet, er handlingen dog blot et påskud for at sprænge en masse ting i luften, og det sker hyppigt i de lange actionscener, der udgør hovedparten af filmens 136 minutter.
’Fate of the Furious’ oser samtidig af utilsigtet homoerotik, især i samspillet mellem Dwayne ’The Rock’ Johnson og Jason Statham. Når The Rock flekser sine sveddryppende biceps og kalder Stathams karakter for ’princess,’ ved Statham godt, at han trods sin britiske slagsbror-machismo ender med at blive den passive i forholdet. Den altid erigerede Vin Diesel vil dog ikke stå tilbage for parringsdansen: I flere scener stiller han sig i kysseafstand fra muskuløse skurke i et passioneret forsøg på at få dem til at reagere.
Det er ikke helt så frækt, som det måske lyder. Manuskriptet er en ideforladt omgang klicheer, der tydeligvis er bestilt af filmens producenter ud fra rene økonomiske interesser. Klodset dialog og sæbedrama danner grundlaget for karakterernes rejser fra actionkulisse til actionkulisse, og instruktør F. Gary Gray (’Straight Outta Compton’) har tilsyneladende valgt ikke at stå i vejen og sætte et personligt præg.
På plussiden har vi Charlize Theron, der kanaliserer lidt af den indre kælling, hun spillede i ’Prometheus’ og ’Young Adult’, og skaber en udmærket skurk – også selvom hun det meste af tiden stirrer på en skærm. Underholdende er også visse actionhøjdepunkter der er så overdrevne, at den kritiske sans ikke kan følge med. Når Cipher for eksempel hacker sig ind i tusindvis af internetopkoblede biler i New York og får dem til at angribe en russisk ambassadør som vrede zombier, er det svært ikke at le.
’Fast & Furious’-franchisen startede som en pumpet udgave af Keanu Reeves-klassikeren ’Point Break’, hvor surfbræt var skiftet ud med racerbiler, men minder i dag mere om en charmeforladt version af ’Mission: Impossible’. Sammenlignet med fremmelige actionfilm som ’Die Hard’, ’Mad Max: Fury Road’ og ’The Raid’ trænger smadderkassen her desperat til at få skiftet hjul.
Den næste film i serien kunne jo eventuelt involvere en tur ud i rummet – Hvem ville ikke betale for at se Vin Diesel og The Rock i hvert sit osende rumskib blæse igennem Saturns ringe for at komme først til Uranus? Bare fordi.
Kort sagt: 136 minutters bulder og brag bliver for meget i den ottende ’Fast & Furious’-film, der samtidig mangler charme og friske idéer. Den ufrivillige komik og overdrevne action redder ikke filmen fra at føles som et spild af tid og penge.