Så er der nyt fra Quentin Tarantino, der med sit seneste filmprojekt planter fødderne dybt i en af de mest notoriske forbrydelser i nyere Hollywood-historie.
Tarantino følger sålunde op på 2015’s ’The Hateful Eight’ med fortællingen om selveste Manson-familiens brutale mord på filmmager Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate i Englenes By.
Natten til den 8. august 1969 angreb Charles Manson et hus i Benedict Canyon i Los Angeles, i den tro at det var ejet af en pladeproducent, der tidligere havde afvist ham. Fem mennesker mistede livet den nat, deriblandt Tate, da Manson og hans kultfølge gik amok med knive og pistoler. I ’71 blev Manson idømt fængsel på livstid, og den nu 82-årige seriemorder sidder stadig bag tremmer i USA.
Ifølge The Hollywood Reporter bliver Tate filmens omdrejningspunkt, og Tarantino er godt i gang med at shoppe rundt blandt Hollywoods A-list i jagten på sit cast.
Et rygte forlyder, at både Margot Robbie og Jennifer Lawrence skulle være på Tarantinos-ønskeliste til hovedrollen, mens Brad Pitt, som vandt anmelderroser for sin medvirken i instruktørens ’Inglorious Basterds’, ligeledes er blevet kontaktet.
Om Pitt er tiltænkt rollen som Charles Manson er endnu uklart, men i så fald ville det blive en af superstjernes mest kontroversielle filmkarakterer til dato.
Vanen tro har Tarantino selv skrevet filmens manuskript, og producenterne Harvey og Bob Weinstein – der har stået bag de seneste Tarantino-værker – er også om bord.
Det er første gang, Tarantino skal prøve kræfter med en film direkte baseret på virkelige hændelser, og selvom instruktøren som bekendt er mere end hjemme i 60’er og 70’er-ikonografi og musik, skal det blive spændende at se, hvordan hans karakteristisk flamboyante stil og hang til ultravold går i spænd med så betændt en begivenhed, hvoraf flere af de berørte stadig lever.
Optagelserne til det endnu unavngivne projekt starter til næste sommer.