Plausibel fanteori forudsiger central ‘Game of Thrones’-families skæbne

Plausibel fanteori forudsiger central ‘Game of Thrones’-families skæbne
Braavos er blandt andet hjemsted for The Faceless Men, der også kan have en finger med i spillet her.

Masser af spoilers i det følgende…

Fans af ‘Sherlock’ var temmeligt eksalterede over at Mark Gatiss, der spiller Mycroft Holmes, var tilbage i seneste afsnit af ‘Game of Thrones’ i rollen som The Iron Banks repræsentant Tycho Nestoris fra The Free City of Braavos.

Men midt i begejstringen og Lannister-familiens sejrsstime var det nok de færreste, der spottede noget temmeligt spøjst omkring Nestoris’ visit i King’s Landing.

Ifølge en omfattende fanteori overser Cersei faktorer omkring både Nestoris og The Iron Bank, der kan vise sig at blive afgørende for hende og hele familiens endeligt.

For det første formoder hun nemlig, at The Iron Bank er pro-slavehandel. I bøgerne er det ikke tilfældet – tværtimod. I modsætning til det øvrige Essos er Braavos nemlig en fri by, der er grundlagt af de frigivne slaver fra Old Valyria. Derfor er slaveri fy-fy i Braavos og næppe noget, The Iron Bank har tjent penge på, hvilket Tycho Nestoris ikke eksplicit siger, de har. Men – stort men – det er i bøgerne.

For det andet formoder hun, at Jaime ruller ind i King’s Landing med en karavane af Tyrell-guld i næste uges afsnit. Men noget omkring det virker usikkert. Fra previewet til næste uges afsnit ser vi Jaime stoppe og tjekke guldet. Men hvorfor ville han gøre det, hvis ikke der opstår problemer på rejsen? Noget kunne tyde på, at de rammer ind i modstand, hvilket bakkes yderligere op af sammenligninger med serietraileren fra foråret. Her lader en dothraki-hær til at blæse til angreb på en mark med klipper i baggrunden, hvilket godt kunne ligne der, hvor Jaime Lannister er. Det lugter af et bagholdsangreb.

For det tredje formoder hun, at The Iron Bank er en neutral spiller, der kan købes for renter. Det er kun halvvejs rigtigt. For umiddelbart virker pengeinstituttet til at være mere TeamDany end TeamCersei. I hvert fald støttede de tilbage i sæson 4 Stannis Baratheon og før handlingen i serien, må man formode, de havde et ganske fint forhold til familien Targaryen.

Alt i alt er der noget, der tyder på, at familien Lannister er ved at strangulere sig selv i sit eget mantra: A Lannister always pays his debts.

Læg dertil, at straffen som regel rammer den, der er på vinderkurs i ‘Game of Thrones’.

Læg dertil, at serien særligt i denne sæson har nydt at lade handlingen tage hårnålesving med eksempelvis det bittersøde indtog af Casterly Rock i seneste afsnit.

Læg dertil, at der ikke er frygteligt mange afsnit tilbage og de der er, er boullion-terninger af action. Så en plotlinje om guld og gæld må næsten tænkes at have konsekvenser.

Og ville det ikke være en ironisk undergang for Cersei? Spillet af banen som en Lannister, der ikke kunne betale sin gæld.

Teorien er i al fald for stærk nok til at sandsynliggøre, at der snart kommer nye boller på suppen. For en stund.

Læs også: Gammelkloge Bran Stark er internettets favorit-syndebuk efter seneste ‘Game of Thrones’-afsnit

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af