Filantropisten Hugh Hefner sov ind i går i en alder af 91. En anseelig alder med tanke på, at Playboy-kongen utvivlsomt har levet et noget vildere liv end de fleste. Han er mest kendt for sine mange flirts, sit overdådige palæ, hvor der er blevet holdt utallige løsslupne fester, og selvfølgelig Playboy-magasinet.
Sidder du med en følelse af, at du bør ære manden, som i starten af 1950’erne sendte bare bryster og andre intime kropsdele til tryk og efterfølgende grundlagde Playboy-imperiet?
Vi har løsningen.
På Amazon Prime ligger hele første sæson af kanalens egenproducerede ‘American Playboy: The Hugh Hefner Story’. Med ti afsnit af 42 minutter portrætterer dokudrama-serien filantropens liv gennem en blanding af arkivmateriale, interviews og rekonstruktioner, hvor Matt Whelan spiller legenden, som bragte kvindekroppen frem i det amerikanske mediebillede – og samtidig nød flere kvindelige bekendtskaber, end han selv kunne tælle.
»Du tror måske, at du kender mig, manden der har det hele. Men med alt, hvad du har hørt, er der nok også en del, du ikke ved. For alle de mennesker, som elskede mig, var der også mange, som ville trække mig ned«, siger Whelan i en ominøs voice-over i starten af første afsnit.
Serien, der dækker seks årtier i Hefners liv, følger stjernen fra sin spæde start som iværksætter på Playboy frem til magasinets store gennembrud og legendens senere politiske aktivisme. Og der er ganske givet meget, vi ikke ved om Hefner. De fleste ser ham nok for sig stående i sit palæ omringet af smækre modeller i det rene ingenting, men Playboy-mogulen var ikke kun en forretningskanon og livsnyder.
Han var politisk aktiv og støttede blandt andet Barack Obamas genvalgskampagne, mens han også var fortaler for homoseksuelt ægteskab, ytringsfrihed og selvfølgelig seksuel frihed, som han selv var med til at revolutionere i efterkrigstiden.
Hugh Hefner har selv været dybt involveret i produktionen af tv-serien, som desuden omfatter førstehåndsberetninger, der aldrig før har set dagens lys og klip fra Hefners egne arkiver, som tæller over 17.000 timers videomateriale og 2.600 scrapbooks.
Serien kan ses her.
Læs også: Nøgne damer, champagne og bunnies i ny tv-serie om Hugh Hefners liv – se traileren