’Mindhunter’: David Finchers seriemorderserie på Netflix holder tårnhøjt niveau
De tre bedste seriemorderfilm efter min mening er ’Silence of the Lambs’, ’Seven’ og ’Zodiac’. 66 procent af de film er skabt af David Fincher, som nu endelig vender tilbage til genren med den nye Netflix-serie ’Mindhunter’.
Serien er baseret på på bogen ‘Mind Hunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit’ af FBI-agenten John E. Douglas. En legende indenfor the bureau, hvor han arbejdede i den legendariske Behavorial Analysis Unit, der med kriminalpsykologi forsøgte at forstå motiverne for den kriminelle gerning. Det var også her, at begrebet seriemorder blev født.
Douglas revolutionerede enhedens arbejde ved at begynde at arbejde med psykologiske profiler på blandt andet seriemordere for bedre at kunne forudse deres handlinger og fange dem. I ’Mindhunter’ hedder han Holden Ford og spilles af Jonathan Groff. Groff er nok mest kendt for den fantastiske homoserie ‘Looking’, og det kræver en lille smule tilvænning at se den følsomme og spagstemmede Groff som FBI-agent. Men Holden er heller ikke en typisk politimand.
Holden underviser i seriens begyndelse i 1977 i gidselforhandlingsteknik på FBI-akademiet. Han overhører et foredrag om seriemorderen David ’Son of Sam’ Berkowitz, hvor der snakkes om de nye tider, FBI står i, hvor ekstrem vold finder sted mellem fremmede, og hvor motiver ikke er gennemskuelige. Det sætter ham på en rejse, der skal lede frem til udviklingen af psykologisk profilering som værktøj til at fange seriemordere. Han sættes sammen med Bill Tench (Holt McCallany), en del af FBI’s enhed for adfærdspsykologi. Han er på mange måder Holdens diametrale modsætning, en machomand med crew cut, som er mere optaget af sit golfspil end Holdens ideer.
I de to afsnit, vi har fået adgang til, lægges grundstenene til Holden og Tenchs udarbejdelse af psykologisk profilering. Vi snuser lidt til nogle konkrete sager, men har endnu ikke set metoden i brug. Det gør det ikke mindre medrivende. Det gavner Fincher og manusforfatterne at have så meget tid at folde historien ud på, hvilket giver tid til virkelig at komme ned i detaljerne.
Der er samtidig denne her let truende, ulmende stemning, som også kendetegner den over to en halv time lange ’Zodiac’. Den foregik også i 70’erne og havde også en spændstig friktion i mellem mødet med det traditionelle USA baseret på moralske dyder og dets fremkommende, irrationelle mørke side, hvor mordene er uden klassisk motiv.
De mest intense scener i de to afsnit kommer i Holdens interview af en indespærret seriemorder. Ed Kemper, den såkaldte coed-morder, der foruden sine bedsteforældre og sin mor og hendes elsker myrdede otte unge piger og dyrkede nekrofili med deres døde kroppe og afhuggede hoveder. En ekstremt skræmmende mand, der tilmed er kæmpehøj og tung, men samtidig ekstremt høflig og veltalende.
Kemper (Cameron Britton) fortæller gerne om sig selv og sin opvækst, og på spørgsmålet om, hvad han selv synes, der skal gøres ved ham, svarer han lobotomi – og hvis det ikke virker så død ved tortur. Fincher er mester i at skabe ubehagelig spænding i scener som disse, så man mærker, hvordan ondskaben ulmer under den civiliserede overflade, som da Kemper med et greb på Holdens hals udreder, hvor dårligt det er at bolle med en hals på grund af alle musklerne. Yrk.
Produktionsmæssigt er ’Mindhunter’ en lækker serie at se på, holdt i de grå og blå nuancer som også kendetegnede ’House of Cards’, punkteret af 70’ernes pastelfarver. Ved andet afsnits afslutning har Holden og Finch fået grønt lys af chefen til at fortsætte deres eksperimentelle program, forvist som Mulder & Scully til kælderen under akademiet. En konkret sag med en ældre overfaldet kvinde og hendes dræbte hund venter på, at de med Kempers hjælp bruger deres nye indsigter til at fange forbryderen.
Det er svært at forestille sig, at Fincher & co. ikke holder det tårnhøje niveau, de har udstukket i de to første afsnit i resten af sæsonens ti afsnit. ’Mindhunter’ er indtil videre lige præcis den seriemorderserie, man håbede på fra David Finchers hånd. Mesteren er tilbage.
Kort sagt:
David Fincher er tilbage til seriemorderne med historien om opbygningen af FBI’s berømte enhed for psykologiske profiler af kriminelle i slut 70’erne. I Finchers hænder bliver det en fuldstændig fængslende historie og tegner til at blive endnu en fascinerende og frastødende rejse ind de syge seriemorderes hoveder.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.