‘Vinterbrødre’: Alt for vild dansk debut er en filmisk hjernerystelse

Først føltes det som et tilbagefald. Alting omkring mig snurrede, alle lyde blev forhøjede helt vildt, og der var cirkler af lys på skærmen, som jeg ikke kunne få til at stå stille eller tilnærmelsesvist skarpt.

Hvis du aldrig har haft en seriøs hjernerystelse, så giver åbningsscenen på Hlynur Pálmasons ’Vinterbrødre’ dig en god ide om den ekstreme sanseintensivering og -forvirring, der finder sted og får kroppen til at gå i alarmberedskab.

Og nej, det er ikke udpræget behageligt, men det er en fysisk fuldstændig overrumplende og vild oplevelse, som man sjældent får fra en film, og alene derfor bør du se den, så du kan mærke det på egen krop.

De lysende, rundtossende cirkler i mørket viser sig at stamme fra lommelygter. Det, vi ser effekten af, er en gruppe arbejdere, der er ved at bevæge sig gennem en underjordisk kalkmine. Og nu ved jeg ikke, hvordan sådan et kalkbrud normalt tager sig ud, men i ’Vinterbrødre’ er det et af de mest dragende steder på jorden. Et larmende, gråblåt monstrum. En karakter i sig selv.

Det er virkelig fantastisk, hvordan Maria von Hausswolffs elegante fotografering, i forening med et helt vanvittigt stærkt lyddesign, får den maskinelle arbejdsplads til at stråle i sin brutalitet – på samme måde som urkraft og skønhed forenes i et frådende vandfald.

Filmen følger Emil (Elliott Crosset Hove) og hans bror Johan (Simon Sears), der bor sammen et eller andet gudsforladt sted langt ude på landet. Sådan virker det i hvert fald. De går på arbejde, hjemmebrygger noget sprut af suspekte kemikalier, drikker det og starter forfra igen næste dag. Emil er meget speciel, en social tumling, som lever i sin egen verden – og den verden bryder konstant og sømløst ind i den virkelige og omvendt i ’Vinterbrødre’.

Der er ikke skyggen af stilmæssige støttehjul, der markerer, hvilke billeder der hører til henholdsvis den ydre og indre virkelighed, og det er netop den slags mod, dansk film har manglet.

I stil med Buñuels særegne surrealisme er drøm og realitet uadskillelige størrelser, og derfor følger filmen også sin helt egen logik, der fint kan kapere, at Emils chef (Lars Mikkelsen) holder nogle virkelig aparte MUS-samtaler og engang (men helt uden at være ældet siden) har medvirket i en vhs-instruktionsvideo, hvor han lader til at være en britisk militærmand, der guider til den rigtige måde at bruge et gevær på.

Alle tangenter spiller overlegent sammen i ’Vinterbrødre’. Og klipningen. Hvilken klipning! Glem alt om diskrete match cuts og lækkert glidende overblændinger – klipningen mellem billederne i denne film er af den bratte, europæiske artfilm-slags a la slutsekvensen i Antonionis modernistiske mesterværk ’L’Eclisse’, hvor de rum, som mennesker færdes i, træder i karakter på en helt ny måde, og en anden, mere associativ forbindelse skabes mellem motiverne: Mennesker som maskiner.

Og nu har jeg altså nævnt både Buñuel og Antonioni, to af mine yndlingsinstruktører i hele filmhistorien. I forbindelse med en dansk spillefilmdebut. Det er for vildt.