James Francos sejr for ‘The Disaster Artist’ til Golden Globe-uddelingen i starten af året skulle vise sig at blive begyndelsen på hans personlige fald fra tinderne. Snakken om skeletter i skabene gik på de sociale medier og blot få dage efter sejren stod fem kvinder frem i Los Angeles Times med konkrete anklager om magtmisbrug af upassende og seksuel karakter mod Franco.
Under gårsdagens Women’s March i Los Angeles gik kollegaen Scarlett Johansson så til frontalangreb på Franco, og sagde blandt andet i sin tale, at hun ikke kunne se, hvordan en person »offentligt [kunne] støtte en organisation, der hjælper med at yde støtte til ofre for seksuelle overgreb, mens man privat driver rovdrift på folk uden magt« med reference til organisationen Time’s Up, som James Franco støttede med en knappehulsnål til Golden Globe.
»Jeg vil gerne have min nål tilbage, forresten«, tilføjede Scarlett Johansson ifølge People Magazine, der har fået bekræftet, at anklagerne er rettet mod Franco.
Scarlett Johansson bliver selv beskyldt for hykleri gennem sit mangeårige samarbejde med Woody Allen og tidligere forsvar af ham.
Læs også: Fem kvinder anklager James Franco for krænkelser – Franco er uforstående hos Seth Meyers