’Altered Carbon’: Netflix’ ’Blade Runner’-agtige storserie er rig på vold, bryster og moralisering
Jeg er kæmpe sci-fi-fan, især af den undergenre der kaldes cyberpunk, hvor en dystopisk fremtidsvision parres med beskidt gadeliv og en punket hackerkultur. De fremmeste værker inden for genren er Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 og William Gibsons roman ’Neuromancer’ fra 1984 – to værker jeg absolut elsker.
Og det er netop disse to værker, Netflix’ nye store seriesatsning ’Altered Carbon’ låner allermest fra, doseret en god del ’Matrix’. Cyberpunkserien er baseret på Richard Morgans roman af samme navn fra 2002.
Historien finder sted hundredvis af år inde i fremtiden, hvor en teknologi fra en uddød rumrace har gjort det muligt at flytte sin bevidsthed fra krop til krop via såkaldte ’stacks’, der sidder under huden i nakken. En krop kaldes et ’sleeve’ og kan skiftes, opgraderes osv. efter forgodtbefindende. Udødelighed er en realitet, i hvert fald for de ultrarige, der kloner deres kroppe, så der altid er en ny klar, når den gamle skal udskiftes. De kaldes meths, efter den 1000-årige Metusalem i Biblen.
En af de rigeste Meths, Laurens Bancroft (James Purefoy), vækker elitesoldaten Takeshi Kovacs (Joel Kinnaman), hvis fysiske krop er død, men hvis bevidsthed afsoner en dom for terrorisme med mere. Kovacs var en del af en oprørsgruppe, der forsøgte at nedkæmpe styret, der hersker over utallige planeter i universet, og at ødelægge stack-teknologien. Gruppen blev udryddet, bortset fra Kovacs, som vågner op efter 250 år i en fremmed verden. Bancroft vækker Kovacs for at få ham til at opklare mordet på sig selv, et mord som fandt sted efter hans stacks seneste backup, og som han derfor ikke selv husker.
Stack-konceptet er ret interessant, og det bruges på forskellige finurlige måder: En gammel bedstemor vækkes til live til en højtid, så hun kan fejre den med børnebørnene i den krop, der nu lige var til rådighed, som her er en halvskaldet rockertype med tatoveringer og piercinger. En bevidsthed double-sleever og indsætter sig i to forskellige kroppe – og to bevidstheder indsættes i den samme krop. Udødeligheden har dog også sin pris, Meths er superdekadente og kræver de mest outrerede former for adspredelse. Sindssygen venter lige om hjørnet.
Der er ikke sparet på budgettet i ’Altered Carbon’, som er ganske lækker at se på. Den følger ’Blade Runner’ lige i hælene med en by med evig regn og en frakkeklædt detektiv, der skal ned i sølet på gaden for at finde sandheden. Film noir kombineres med sci-fi i en klassisk pulpet detektivhistorie, hvor Kovacs agerer den surmulende detektiv, som ryger cigaretter, bæller whisky konstant og bliver forført af den ene femme fatale efter den anden.
Det hele ledsages af en voiceover, som småfilosoferer over menneskehedens dårskab og skæbne. Der er ærlig talt trættende med alle disse gamle troper, der anvendes uden originalitet, og som i øvrigt ikke når Ridley Scott & co.’s vision til sokkeholderne, dertil lugter det hele for meget af CGI. Kombineret med et manus, som ofte hakker igennem på repliksiden, og som skæmmes af de tomme filosofiske udbrud.
Den er også gal med tempoet i serien, det hele er næsten ved at gå i stå i de første afsnit, som nærmest er ren eksposition. Fra afsnit seks-syv-stykker, hvor det handler om Kovacks fortid i oprørsbevægelsen, bliver serien til gengæld virkelig spændende og medrivende, men i sidste ende forløses detektivplottet ikke særligt tilfredsstillende.
Man må igen undrer sig over Netflix’ insisteren på, at deres serie skal være så lange. Historien burde have været fortalt på seks afsnit..
Det er også en ultravoldelig serie, hvis actionsekvenser er tilfredsstillende skåret, og så er der store mængder af nøgenhed, som hvis man lagde ’Game of Thrones’ og ’Westworld’ sammen og løftede dem til anden potens. Der er stort set ikke en kvindelig rolle med replikker, hvis bryster man ikke får lov at se. Det hele, inklusive plottet, har en stærk b-films/pulp-vibe, og bedst og mest underholdende er serien da også, når den omfavner det udtryk til fulde i stedet for akavet at moralisere og filosofere for derefter at vise os flere brystvorter.
Alt i alt endte jeg med at være ret godt underholdt af ’Altered Carbon’, især efter den indledende pukkel. Det er så absolut ikke en fremragende serie, men den har sine øjeblikke.
Kort sagt:
Hvis man kan se igennem fingre med et halvsløjt manus, et lidt utilfredsstillende detektivplot og en kikset filosofisk voice-over – og i den grad ikke har noget imod (eller måske ligefrem omfavner) nøgenhed og vold og ellers er rimelig glad for sci-fi med et temmelig b-filmagtigt udtryk – er ’Altered Carbon’ et underholdende bekendtskab.
Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.