To af tidens mest markante instruktører, Ruben Östlund og Joachim Trier, startede karrieren med at lave små skateboardvideoer, og nu får de dokumentaristisk følgeskab af amerikanske Bing Lius, hvis debutfilm er et af de absolutte højdepunkter på årets CPH:DOX-festival.
Og i endnu højere grad end Östlund og Trier er Lius’ gennembrud et direkte resultatet af bedrifterne på brættet. ’Minding the Gap’ startede nemlig med, at han som teenager begynder at filme sine venner Zack og Keire, mens de skater rundt i byen Rickford, Illinois. For de tre venner er boardet alt – skatemiljøet deres egentlige familie, og Bing indfanger gudesmukt den rullende frihed gennem byens tomme gader.
Men efterhånden som årene går, og Bing bliver ved med at filme, melder alvoren sig. De tre drenge, der på hver deres måde er præget af en turbulent opvækst i den nedre amerikanske middelklasse, tror, de har hele livet foran sig, men efterhånden lukker dørene sig omkring dem, og deres forskellige livsvalg trækker dybe spor – både i dem og i publikum.
Med de årelange optagelser er ’Minding the Gap’ beslægtet med Richard Linklaters ’Boyhood’ – blot er dette den skinbarlige virkelighed og et dybt rørende indblik i tre unge liv på den amerikanske vrangside.
’Minding the Gap’ fik verdenspremiere på Sundance-festivalen til store kritikerroser, og vi er stolte af at præsentere den første danske visning under CPH:DOX med besøg af instruktør Bing Lius selv. Som festivalen skriver: »Bing Liu bliver ikke en af de næste store filmskabere. Han er det allerede«.
To øl byder på lidt til ganen før visningen.
Køb billet HER – og tilmed Facebook-event HER.
’Minding the Gap’ på CPH:DOX
Den 16. marts kl. 19.00
Grand Teatret
Læs også: CPH:DOX afslører årets fulde program