Matthew McConaughey har hovedrollen i ‘Spring Breakers’-instruktør Harmony Korines kommende film, ‘The Beach Bum’. Han spiller en forfatter med skriveblokering, Moondog, og i en scene besøger han Snoop Doggs karakter Lingerie for at få noget magisk pot, der kan sætte fantasien i sving.
Og den marijuana-glade rapper sørgede for, at scenen blev så autentisk som overhovedet muligt, fortæller McConaughey hos Jimmy Kimmel. »He snooped me«, som han udtrykker det.
»Jeg gik over til rekvisitmanden for at være sikker på, at det var rekvisit-hash, som er knust oregano og sådan noget. Så vi starter scenen, det er en seks minutters scene, hvor vi giver den frem og tilbage, og så siger han: Yo, Moondog […], det er ikke rekvisit-hash. Det er Snoop-hash!«, fortæller McConaughey.
»De næste ni timer var utroligt sjove, men jeg tror ikke, vi sagde ét ord på engelsk«.
‘The Beach Bum’ er Harmony Korines største og mest stjernebesatte projekt i en karriere, der startede som forfatter på nyklassikeren ‘Kids’ og indiefilm som ‘Gummo’ og ‘Julien Donkey-Boy’. Ud over McConaughey og Snoop er både Zac Efron, Jonah Hill, Martin Lawrence og Isla Fisher på plakaten. Premieredatoen kendes endnu ikke.