’Ulydighed’: Sexscenen mellem Rachel Weisz og Rachel McAdams er allerede nyklassisk i overvældende drama
Titlen ’Ulydighed’ sender tankerne i retning af oprør, modstand, trods og afstraffelse. Der er noget svulstigt, ja nærmest bombastisk over selve ordlyden. Men chilenske Sebastián Lelios første engelsksprogede film i kølvandet på Oscarvinderen ’En fantastisk kvinde’ er faktisk alt andet end bombastisk. Filmen lever og ånder i detaljen, i blikkene, i berøringerne og længslen efter samme.
’Ulydighed’ udspiller sig blandt det nordlige Londons ortodokse jøder. Her vender den succesrige fotograf Ronit (Rachel Weisz) hjem til fra New York, da hun modtager en opringning om, at hendes far er død. Faren var rav: en højtstående og meget respekteret rabbiner i miljøet.
Nu står Ronits fætter, Dovid (Alessandro Nivola), til at overtage det ærefulde hverv efter en uges sørgeperiode. Meget er imidlertid sket, siden Ronit som ung kvinde blev forvist og brød med det ortodokse miljø, og hendes uanmeldte tilstedeværelse ved begravelsen roder op i en fortid, de fleste synes helst at ville fortrænge. Alle lige med undtagelse af barndomsveninden Esti (Rachel McAdams), der til Ronits åbenlyse overraskelse nu er gift med Dovid.
Esti er gået all-in frum. Traditionsbundet, ortodoks og ærbar i en sådan grad, at hun dækker sit eget hår til med en konet paryk, går med snærende bodystocking under den i forvejen tilknappede garderobe og dyrker pligtsex med Dovid pr. autopilot.
Men dét stjålne blik, Esti sender Ronit ved første gensyn, kan ikke gemmes væk under parykker eller rullekravebluser. Næsten uigenkendelige McAdams vrider som den musede Esti nervøst hænderne, rømmer sig og spørger forsigtigt Ronit, hvordan hun har det. Ronit svarer: »Jeg er her«, og summen af alt det usagte, det fortrængte og det forbudte mellem de to nu voksne kvinder er substantiel. Flirten er næsten usynlig for det blotte øje, men alligevel så tyk, at du kan skære igennem den med en kniv.
Der er meget på spil i Lelios filmatisering af Naomi Aldermans roman af samme navn fra 2006. Ronits sorg, Estis tro, Dovids tvivl og det religiøse fællesskabs på en gang omfavnende og ekskluderende favn. Lelios tilgang er overmåde sober og nysgerrig, og filmen er et konstant interessant kig ind bag porten til et ellers afsondret miljø.
Tålmodigt lister ’Ulydighed’ sig rundt om den brandvarme grød, der er Esti og Ronits uafværgelige tiltrækning. Et asketisk melodrama med en feberhed puls lidenskabeligt bankende under de tykke vintergevanter i et tågegråt Nordlondon.
Særligt Lelio’sk føles det imidlertid, når Matthew Herberts ellers thriller-agtige, klassiske score bryder ud i små, eventyrlige passager med dur-klingende violiner og trianglens magiske klang. Her transformerer fortællingen sig og vokser ud af den rendyrkede realisme. Som da Marina i en drømmelignende sekvens i ’En fantastisk kvinde’ danser på en natklub og pludselig løftes højt op, svæver op til kameraet og stirrer ud på tilskueren. På samme måde får de små, magisk-musikalske stik ’Ulydighed’ til at synes som et flimrende drømmesyn. Måske Estis, som resultat af at have undertrykt sin seksualitet og længsel efter Ronit siden ungdommen?
The Rachels, som den lesbiske fankultur på internettet har døbt filmens to hovedrolleindehavere, storspiller hver især på forskellige strenge. Rachel Weisz, der også har produceret ’Ulydighed’, tilfører filmen tiltrængt drilagtighed som den trodsige Ronit med viltert hår, skarpe comebacks og en direkte attitude. Rachel McAdams, derimod, spiller så afmålt og nøje doseret, at hvert et øjekast og tilbageholdte bevægelse fortæller en historie i sig selv.
Netop fordi Sebastián Lelio instruerer så sobert og tålmodigt, rammer Ronit og Estis genoplivelse af ungdommens undertrykte forelskelse med en overvældende kraft. Den katarsiske sexscene er både smuk i al sin længselsfulde, orgiastiske opfyldelse og direkte kinky-fræk (alt efter præference) på sin helt egen opsigtsvækkende, saftige facon.
Kort sagt:
’Ulydighed’ markerer stilsikkert chilenske Sebastián Lelios engelsksprogede overgang. Kemien mellem The Rachels gnistrer i dette længselsfuldt tålmodige take på undertrykt kærlighed i et ortodokst jødisk miljø i et særligt gråt hjørne af Nordlondon. Og sexscenen, ja, den er allerede nyklassisk.