’30’: Julie og Jesper hyggehudfletter deres generation med kærkommen komisk ventil
Er 30’erne de nye 20’ere? Altså den periode, hvor det er helt okay at date løs, befinde sig i uddannelsessumpen, være arbejdsløs, klare sig på SU og være fuld hver weekend? For Jesper og Julie er svaret et rungende JA! Det overbeviser de i hvert fald hinanden om på en solbeskinnet bænk på Dronning Louises Bro i København i første afsnit af ’30’, anden sæson af YouSee Comedys ægte charmerende webserie ’29’.
Faktisk hopper de op på bænken og råber deres utilstrækkeligheder ud til hele verden. Eller i hvert fald de forbipasserende, der nok er vant til ungdommelig-ish (husk, 30 er de nye 20) kådhed, der har det med at indfinde sig lige der på Dronning Louises Bro. »Jeg hedder Julie, jeg er 30 år, og jeg er arbejdsløs. Wuuhuu!« – »Jeg hedder Jesper, jeg er 30 år, og min mor køber mit tøj for mig!«.
Sådan er serien (stadig) en kærkommen komisk ventil for alle os, der har måttet indse, at faste job, stabile parforhold, børn og ro i sjælen ikke automatisk indfinder sig, når man krydser den magiske grænse over i 30’erne.
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag står igen både foran kameraet og bag manuskriptet på serien om de to tvivlende single-københavnere, der genoptager gammelt gymnasievenskab og taler om alt og ingenting på deres utallige møder over en kop kaffe, en snasket burger, en baljefuld Aperol eller en dåseøl i parken.
I et sommerlummert København, hvor du nærmest kan lugte den varme asfalt og mærke tømmermændene på egen krop, sjosker Julie og Jesper befriende rundt i spinaten. I et kort glimt ser vi Julie tabe sine nyindkøbte 7eleven-pølsehorn på fortovet og samle dem op igen med et alt for genkendeligt »Nej, for helvede i satan« som skuffet kommentar til sig selv. Hun er for sent på den til venindens finde-bryllupskjole-arrangement og vader bagstiv ind i den hysterisk hvide forretning med solbriller, sprutånde og – åh nej – sko på!
Sådan er fingeren lige på næsen og tungen sikkert placeret i kinden i ’30’, når Rudbæk og Zuschlag hyggehudfletter deres generation gennem situationskomik og vildt mundrette replikker. Takket være længere afsnit (otte i alt af godt og vel 20 minutters varighed hver) bliver der bedre plads til at lade scener spille komisk ud på overdrevskanten (og af og til over) eller genopleve samtaler fra først Julies og så Jespers synsvinkel. ’30’ giver også bedre plads til en håndfuld bikarakterer, du allerede gerne ville lære bedre at kende i ’29’, og introducerer også nye ansigter.
Mette Horn er enebarnet Jespers pylrede, men også ærlige mor, der vælger tøj til ham på den faste shoppetur og dertil også svinger kreditkortet, når der skal betales. Ja, det sker faktisk stadig, selvom du er fyldt 30 (skulle jeg hilse at sige). Radioværten Mathias Helt, som Rudbæk tidligere har satire-sparret med i ’Kolonien’, er ligeledes et genialt valg til rollen som professionel flink tøjekspedient, der pludselig må lægge øre til skiftevis Julies og Jespers inderste bekymringer, da de skal finde festtøj til vennernes forestående bryllup. Så veloplagt har jeg aldrig set nogen spille spydig-sød.
Men bliver de så kærester, Jesper og Julie, her i anden ombæring? Det er heldigvis stadig sagen uvedkommende. For ’30’ er, ligesom ’29’, ikke en serie, hvor parforholdets, men derimod venskabets bramfri tosomhed er omdrejningspunktet.
Kort sagt:
Mere af en god ting er altid godt. Afsnittene er længere, bikaraktererne får mere plads, og heldigvis løser intet sig, bare fordi du har rundet de voksne 30 år. Tværtimod. ’30’ er Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags tilbagelænede, sjovt sludrende og alligevel knivskarpe take på pludselig at befinde sig i 30’erne.
Hør Danmarks svar på Lena Dunham, Julie Rudbæk, i Soundvenues komikerpodcast Punchline: »Tro mig, mange har været vrede over, at jeg skulle være den dumme«